Flere ønsker at lave et Formel 1-grandprix et andet sted i Danmark end København, lyder det fra Helge Sander.

Formel 1-projektet i København er officielt bragt til ophør, men det er ikke udelukket, at et nyt projekt kan se dagens lys et andet sted i Danmark.

Det oplyser Helge Sander, der har været en af initiativtagerne til det kuldsejlede projekt.

- Den positive stemning omkring Formel 1 har ikke overraskende fået andre kommuner til at reagere.

- Hvis der dukker et tilstrækkeligt interessant projekt op andre steder i Danmark, skal det naturligvis afprøves, hvis der er praktiske, holdbare politiske og økonomiske forhold til stede, fortæller Helge Sander.

Kommunerne ønsker på nuværende tidspunkt ikke at blive nævnt, oplyser Helge Sander, som understreger, at det er Formula One Management (FOM) i London, der har det afgørende ord at skulle have sagt.

Ser man på løbskalenderen, er det på ingen måde en forudsætning, at et Formel 1-grandprix skal køres i landets hovedstad, fastslår Helge Sander.

Han ærgrer sig stadig over, at det ikke lykkedes at overbevise regeringen samt politikerne i Københavns Borgerrepræsentation om at få Formel 1-feltet til hovedstaden.

Formel 1-projektet var godkendt af Formel 1-ledelsen i London og hos Den Internationale Motorsportsunion (FIA).

Efter et par års forarbejde til flere millioner kroner er projektet nu formelt afsluttet, oplyser Helge Sander.

Det er sket efter en ekstraordinær generalforsamling i "Foreningen til Fremme af Formel 1 i København" og en meddelelse om virksomhedsophør til Erhvervsstyrelsen og Skat.

I praksis blev projektet i København i 2020 udelukket allerede 21. september, da overborgmester Frank Jensen meddelte, at han ikke vurderede det politisk muligt at gennemføre.

- Vi skulle lige sunde os over denne chokmelding, men vi må erkende, at her og nu er det ikke muligt at gennemføre et Formel 1-løb i København, selv om jeg næsten dagligt siden overborgmesterens udmelding har modtaget positive tilkendegivelser, lyder det fra Helge Sander.

/ritzau/