Det er en af sportens mere bemærkelsesværdige romancer.

Mange amerikanere fik Budweiseren galt i halsen, da tv-personligheden Larsa Pippen offentliggjorde sit forhold til Marcus Jordan.

Og det er specielt, fordi Larsa Pippens eksmand er basketlegenden Scottie Pippen, som i 90erne dominerede NBA på Chicago Bulls-holdet sammen med Marcus Jordans far – selveste Michael Jordan.

Og nu har 48-årige Larsa Pippen i talkshowet 'Tamron Hall Show' sat ord på sin kærlighed til 32-årige Marcus Jordan.

Larsa og Scottie Pippen - dengang de stadig var gift.
Larsa og Scottie Pippen - dengang de stadig var gift. Foto: Diane Bondareff
Vis mere

»Det var ikke, fordi det var noget, jeg havde planlagt. Vores vennegrupper var bare en del sammen, og så skete det bare,« forklarer Larsa Pippen.

»Du må huske på, at for en, der har været gift med en sportsudøver, så er det virkelig hårdt. Man bliver konstant overvåget. Folk mener ikke, at man har ret til et liv, når man er blevet skilt. De tænker, at når først man er skilt, så er man færdig.«

»Jeg burde have lov til at date, hvem jeg vil. Jeg burde have lov til at leve et lykkeligt liv, hvor jeg vil – og ikke blive udskammet hver gang, jeg bliver set med en mand.«

Larsa Pippen, der også er kendt fra reality-programmet 'Real Housewives of Miami', fortæller desuden, at hun føler sig accepteret af sine nye svigerforældre – Michael Jordan og Juanita Vanoy.

»Ja, jeg føler, vi har det godt. Vi har lige tilbragt ferien sammen, og det gik godt. Vi er et fantastisk sted.«

Chicago Bulls basketball stars Michael Jordan (R) and Scottie Pippen (L) laugh at a question about their newly aquired teammate, Dennis Rodman, before their first team meeting 05 October in Deerfield, Ill. Jordan said Rodman's performance on the court was more important to him than his personality off the court. // AFP PHOTO
Chicago Bulls basketball stars Michael Jordan (R) and Scottie Pippen (L) laugh at a question about their newly aquired teammate, Dennis Rodman, before their first team meeting 05 October in Deerfield, Ill. Jordan said Rodman's performance on the court was more important to him than his personality off the court. // AFP PHOTO Foto: BRIAN BAHR
Vis mere

Det samme kan man ikke sige om Michael Jordan og Scottie Pippen, der i 90ernes storhedstid virkede som en usårlig duo.

I november udgav Scottie Pippen sin selvbiografi, 'Unguarded' – og her afslørede han et meget anstrengt forhold til Jordan.

»Jeg var intet andet end en rekvisit for ham. Hans 'bedste holdkammerat nogensinde' kaldte han mig. Det er umuligt at være mere nedladende over for mig,« skrev Pippen.

Det har næppe gjort forholdet bedre, at Jordan nu er svigerfar til Pippens ekskone.