OL vil næste år blive afviklet med næsten præcis et års forsinkelse.

Det bekræfter de japanske arrangører ifølge nyhedsbureauet Reuters.

OL i Tokyo vil i 2021 ligge fra 23. juli til 8. august.

I sidste uge blev denne sommers OL udsat på grund af den verdensomspændende coronakrise, og legene skulle have været afholdt fra 24. juli til 9. august. Så de nye start- og slutdatoer næste år er undtagen én dag nærmest identiske med dem, der skulle have været i år.

Tidligere mandag meddelte Yoshiro Mori, præsident for arrangørkomitéen bag Tokyo 2020, at en ny dato kan komme hurtigt, sandsynligvis i denne uge – og det kom altså til at gå endnu hurtigere.

Udskydelsen af OL er sket som en konsekvens af, at nærmest hele sportsverden nu i et par måneder har ligget brak. Turneringer på stribe er blevet aflyst eller udskudt.

Atleter, der allerede havde kvalificeret sig til dette års OL i Tokyo, har dog fået besked om, at de også er kvalificerede, når OL finder sted i 2021.

Også den EM-slutrunde i fodbold, der skulle have været afviklet i blandt andet København i den kommende sommer, er på grund af coronavirussen blev udsat til næste år.

IOC og de japanske arrangører var i forhold til mange andre i sportens verden længe om at droppe tanken om at gennemføre OL som planlagt i den kommende sommer, men presset var stort.

Flere landes olympiske komitéer meldte ud, at de ikke ville sende atleter til Tokyo til sommer, ligesom atleter og internationale idrætsforbund også lagde pres på IOC for at få udskudt OL.

Argumenterne var mange. Ulige vilkår i forhold til at kunne forberede sig var et af dem. Usikkerheden i forhold til coronakrisens udvikling et andet.

IOC lyttede og besluttede at udskyde legene, og nu ligger det altså fast, at OL udskydes et år.

Nu venter et gigantisk arbejde på flere fronter. For arrangøren i Tokyo skal hele logistikken på plads, hoteller skal skaffes og så videre. Og regningen bliver stor.

De internationale idrætsforbund skal lave nye kvalifikationsprogrammer, så kvalifikationen bliver så fair som muligt. Det gælder for 43 procent af OL-billetterne, resten er allerede fordelt ud på lande.

Internt i landene skal billetterne så fordeles.

Danmark har allerede sikret sig 66 nationspladser til OL, 12 af disse er der sat navn på, og disse 12 atleter er garanteret en OL-billet, medmindre de bliver skadet, indstiller karrieren eller falder drastisk i niveau.