Michael Mørkøv var alt andet end begejstret.

»I dag var der især ét sted. Det var en helt utrolig vej, fyldt med huller, en vej du nærmest ikke kunne køre cykel på,« siger den danske cykelrytter.

Han reagerer over for Cyclingnews.com på mandagens anden etape af Wallonien Rundt, hvor feltet undervejs skulle følge en vej, der var alt andet en beregnet til cykelløb. Fyldt med huller og ujævnheder.

»Mange styrtede og ødelagde deres cykel,« forklarer Michael Mørkøv, der også på Twitter kom med en spids bemærkning om, at det internationale cykelforbund (UCI) sikkert ville fraskrive sig ethvert ansvar, da holdkammeraten Iljo Keisse lagde følgende billede på det sociale medie (som tilsyneladende ikke er fra mandagens etape):

De to Deceuninck-QuickStep-ryttere var ikke den eneste, der var utilfreds med forholdene. Mange andre ryttere i feltet reagerede efterfølgende på den hullede vej via sociale medier, men især rytterne fra danskerens hold var ude med kritik.

De seneste uger har været fyldt med grimme styrt i de cykelløb, der har været kørt. De værste skader har ramt ryttere fra netop Deceuninck-QuickStep:

  • Fabio Jakobsen styrtede og ramte barrieren under en spurt i Polen Rundt.
  • Remco Evenepoel kørte ud over en bro i Lomabardiet Rundt.

En af dem, der styrtede mandag på den hullede vej i Wallonien Rundt var den olympiske mester, Greg van Avermaet, der heller ikke var tilfreds med mandagens rute i hjemlandet.

»Vejen var virkelig dårlig. Jeg ramte et stort hul, og så gik alting i stykker - mine hjul og min saddel. Jeg kunne ikke stoppe, så jeg prøvede at køre ud i siden og vælte dér,« sagde CCC-kaptajnen ifølge Feltet.dk efter etapen.

Mange brokkede sig også over afslutningen på etapen, hvor afskærmningen angiveligt var mangelfuld.

»Opløbsstrækningen var utrolig farlig,« som Michael Mørkøv konstaterede til Cyclingnews.com.

'Rødt kort til Wallonien Rundt-arrangørerne. Ruten var alt for farligt til en sprintafslutnig, vejen var i dårlig stand, for mange forhindringer i siden af vejen,' som holdkammeraten Florian Sénéchal opsummerede problemerne via Twitter.

Det var mange ryttere enige i, lige som han og mange andre ligeledes påpegede de mange stolper, der var farligt placeret i forbindelse med ruten.

Michael Mørkøv fortalte dog til Cyclingnews.com, at rytterne ikke har planer om en samlet protest mod forholdene i forbindelse med resterende etaper af minietapeløbet, der slutter torsdag. De vil heller ikke klage officielt til UCI.

I øvrigt vandt Arnaud Démare (Groupama-FDJ) mandagens etape, Caleb Ewan (Lotto Soudal) fører samlet.