Han har fået det mindre flatterende kælenavn 'utro elsker'.

Og det er ikke helt forkert, fortalte Ryan Giggs i retten tirsdag, hvor fodboldstjernens privatliv i den grad blev endevendt.

Her blev Manchester United-legenden spurgt til sine tidligere kærester – om han havde været tro mod 'sine kvinder', og om han kunne stå imod fristelser, selv hvis han var gift.

»Nej,« lød svaret fra Ryan Giggs, der kaldte sig selv 'flirtende af natur', ligesom han indrømmede, at han – endda retfærdigvis – har et ry som 'en utro fyr'. Det skriver Sky Sports.

Den tidligere fodboldstjerne er tiltalt for vold mod sin ekskæreste Kate Greville, ligesom han er sigtet for at have brugt vold mod ekskærestens lillesøster Emma.

I retten tirsdag fortalte Ryan Giggs, at han også var Kate Greville utro, da hun på et tidspunkt boede i Abu Dhabi.

Og det var i forbindelse med bevisførelsen af hele sagen, at Ryan Giggs' forhold og sexliv kom på tirsdagens dagsorden. Samtidig fortalte Ryan Giggs, at han aldrig har lagt hånd på en kvinde.

Kate Greville har blandt andet anklaget ham for at nikke hende en skalle, ligesom hun har fortalt, hvordan Giggs i 2017 på et hotel i Dubai 'trak hendes nøgne krop tværs over gulvet på værelset og smed hendes ting ud i gangen'.

Ifølge Giggs har det dog ikke fundet sted, og han fortalte tirsdag, at de blev uvenner, da han var ved at sende en besked på en natklub.

»Det gik godt. Om natten fik jeg en besked fra min datter, som jeg svarede på. Jeg kunne mærke, Kate kiggede, og jeg blev irriteret. Hun gjorde det tydeligt, hun kiggede mig over skulderen. Jeg sagde, jeg var ved at skrive til Libby, men det var, som om hun ikke troede på det, og jeg gik min vej,« fortalte Ryan Giggs.

Ifølge ham tog de begge tilbage på hotelværelset, hvor de skændtes, men det blev ifølge ham ikke fysisk, og de blev gode venner igen.

»Vi havde sex. Det havde vi ret ofte, og det kunne blive ret hårdt, ikke noget underligt, bare hårdt,« lød det fra Giggs, der gentog, at det var noget, der skete ofte.

Generelt nægter Ryan Giggs sig skyldig i alle anklager. Retssagen fortsætter de følgende dage, og fodboldstjernen risikerer fem års fængsel, hvis han bliver dømt.

Sagen var oprindelig sat i kalenderen i januar i år, men på grund af ophobede sager som følge af coronapandemien blev den udsat i syv måneder.