I starten af marts kom den russiske gymnast Ivan Kuliak på manges læber.

Og det skyldtes ikke, at han vandt bronze i barre-disciplinen ved et World Cup-stævne i Doha. I stedet var det russerens dragt, der stjal opmærksomheden på grund af en bestemt detalje.

På den russiske gymnasts bryst var der nemlig et meget synligt hvidt 'z' – som for længst er blevet et symbol på støtte til den russiske invasion af Ukraine. Det russiske militær har z'et malet på alle sine køretøjer, og Ivan Kuliak fik kort tid efter en sag på halsen.

Nu har en disciplinærkomité besluttet, at 20-årige Kuliak skal straffes med et års karantæne for alle internationale konkurrencer. Han skal også aflevere sin bronzemedalje tilbage. Det samme gælder de præmiepenge, han vandt, ligesom han skal betale dele af sagens omkostninger. Det skriver AFP.

Siden Kuliak deltog i barre-konkurrencen – som i øvrigt blev vundet af en ukrainsk gymnast – er alle russiske og hviderussiske gymnaster blevet udelukket på grund af Ruslands krig mod Ukraine.

Hvis udelukkelsen stadig står ved magt 17. maj 2023 – hvor Kuliaks karantæne står til at udløbe – udelukkes han i yderligere seks måneder, fra det tidspunkt, hvor den generelle udelukkelse af gymnasterne fra de to lande ophæves.

Tilbage i marts lød det fra Ivan Kuliak, at han ikke fortrød noget.

»Hvis jeg fik en chance til og kunne vælge, hvorvidt jeg ville gå ud med bogstavet 'Z' på mit bryst eller ej, ville jeg gøre det igen,« sagde han i et interview med Russia Today.

»Jeg så det hos vores militærfolk og så på, hvad det her symbol betyder. Det viser sig at være 'for sejr' og 'for fred'. Jeg ville bare vise, hvor jeg står. Som atlet vil jeg altid kæmpe for sejr og spille for fred,« sagde han.