Viborgs lejesvend fik drømmedebut med saksespark-scoring

Viborg ville mere end Randers og rykkede over stregen igen.

Første kamp for ny klub. Et saksespark, knaldet i kassen med raket-power som det mål, der reelt afgør kampen og giver sejr til et presset bundhold.

- Når jeg scorer, synes jeg altid, at det er flotte mål, og til træningen forsøger jeg mig tit med saksespark, så det er vel nærmest noget typisk for mit spil. Derfor synes jeg ikke, målet er så specielt igen, men selvfølgelig er jeg da glad for, at vi vandt i min første kamp, og jeg vil takke Gud for, at jeg scorede, siger Viborgs Raoul Kouakou.

- Siger han, at den slags mål er normalt fra han fødder? Vi har nu ikke set nogle saksespark fra ham til træning. Det må vist have været i Malmø, men det var et fantastisk mål på et dejligt tidspunkt, for det var så vigtigt at vinde, griner Jakob Glerup om sin nye holdkammerat, der er lejet for resten af efteråret i Malmø og kan blive et rigtigt røverkøb, hvis han skifter permanent i vinterpausen.

Søger angriber
- Sidste sommer betalte Malmø seks mio. svenske kroner til norske Sogndal for Kouakou, men vi har en option på ham, hvor vi kan købe ham fri for et langt, langt mindre beløb, fastslår Viborg-direktør Morten Jensen, der med Steffen Højer og José Mota på skadeslisten desuden er i markedet efter en kontraktløs angriber som øjeblikkelig nødhjælp.

Hos det flot fightende Viborg-hold fik Thomas Poulsen en hjemmedebut, der blev temmelig turbulent med flot mål-oplæg og så pludselig - ud af det blå - to advarsler på få minutter og dermed rødt fra den linje-løse dommer Emil Laursen, der først overså spring-stemplinger, men derefter striks stangede kort ud for ingenting.

- Det var mine to eneste frispark, og ingen af dem var til gult, så jeg fatter ikke, jeg skulle ud. Men generelt anede ingen af os spillere, hvordan dommerens linje var, og jeg har vel aldrig været med til noget lignende. Jeg var ked af det for holdkammeraterne, og hvis Randers havde udlignet til 3-3, havde jeg været helt knust, fastslår Thomas Poulsen, der med sejren rykker op over sin gamle klub Silkeborg og på den rigtige side af nedrykningsstregen - og måske derfor kalder Tommy Møller Nielsen sejren for »livsvigtig«.