Robert K. Andersen, 30, fik i 1999 sin »dødsdom« som løber af lægen: »Du kommer aldrig til at løbe mere,« lød den dystre profeti. Den kenyanskfødte danske rekordholder på 1500 meter med verdenstiden 3.31.17 fra 1997 overlevede imidlertid og har fået nyt OL-håb - på 5000 meter.

Få topatleter har været så skadesplaget som Robert K., der har været igennem en meget kompliceret akillesseneoperation og borte fra atletikken i sammenlagt to år.

»Min højre akillessene var kun nogle trevler. Selv om den stadig er svag efter operationen, går det fremad. Jeg er ikke så hurtig som tidligere, men tror på en fremtid på 5000 meter,« siger han.

»Får jeg en optimal vintertræning, udelukker jeg ikke en tid i 2004 omkring OL-kravet på 13.24.«

I strid blæst vandt han i går H.C. Andersen-Løbet i Odense over 5 km på en 700 meter lang rundstrækning ved Syddansk Universitet i 14.32 foran E-løbets nr. 4, Claus Bugge Hansen, 14.43 og Flemming Bjerre 14.49.

Claus Bugge trak det tunge læs over de fleste omgange, men var chanceløs, da Robert K. slog turboen til på de sidste 700 meter.

»Jeg prøvede at rykke fri efter tre kilometer. Da det ikke lykkedes, vidste jeg godt, hvad klokken havde slået,« siger han.

Den danske rekordholder på 5000 meter, favoritten Dennis Jensen, var så uheldig at falde i fredags og slå ballen.

Han trænede i går morges i København, men smerterne var så store, at han fandt det nytteløst at tage turen til Fyn. De kommende 14 dage prøver han at genvinde helbredet på solferie i Thailand sammen med landstræner Thomas Nolan.

Den fjerde udgave af H.C. Andersen Marathon (DM) har Gitte Karlshøj som storfavorit hos kvinderne. Mændenes klasse er meget åben. B.T.s tip er grønlænderen Kim Godtfredsen, en allroundløber, der har markeret sig på både mellem- og langdistancen og senest har repræsenteret Danmark i VM i bjergløb.