240.

Det er som minimum det antal dage, den danske sejladsstjerne Anne-Marie Rindom bruger om året på at rejse verden rundt og jagte drømmen om mere OL-metal i Laser Radial-klassen.

Og frem mod De Olympiske Lege i Paris næste år kommer den 31-årige dansker ligeledes til at have kalenderen fuld.

Det er dog noget, der koster på hjemmefronten, erkender Anne-Marie Rindom til lørdagens gallashow i Herning, SPORT 2022.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Man er væk så mange dage om året, så det er meget, man ofrer, for at være øverst på skamlen,« forklarer hun.

For danskerens vedkommende er det primært tid med kæresten, Ryan Palk, der er træner for det australske sejlerlandshold, og som er lidt af en reality-berømthed i Australien, der fylder i hverdagen.

Afsavnet tager nemlig hårdt på den danske stjerne, hvis kæreste i øvrigt har været med i den australske version af 'The Bachelorette'.

»Det er hårdt at være i, men vi har begge nogle karriemål, der gerne skulles opfyldes, inden familielivet begynder. Vi er dog gode til at have kvalitetstid sammen, når vi endelig er sammen, og det skal man ikke undervurdere,« siger Anne-Marie Rindom og tilføjer:

»Vi ser ikke hinanden ret meget, men det fungerer. Vi rejser rundt til nogle af samme stævner og kan så se hinanden dér. Men man kan godt mærke, vi har mange rejsedage.«

På trods af en lang pause fra Laser Radial-klassen i 2022 formåede hun alligevel at gøre comeback og nappe VM-guld i bådklassen.

Det var hendes tredje VM-guld i karrieren. I 2021 vandt hun ligeledes OL-guld i Tokyo.