Snart er der igen VM i kvindehåndbold. Rikke Solberg vil følge med foran skærmen og endnu en gang ærgre sig over, at skader ødelagde hendes landsholdskarriere.

Hun er, som vi husker hende. Ansigtet er et lyst sommerlandskab, badet i smilende varme. Hun har også god grund til at stråle. Det går hende godt. Succes på hjemmefronten. Succes i forretningslivet.

Men Rikke Solberg skal bare tænke på OL i Atlanta i 1996, så trækker skyerne hen over hendes ansigts bølgende kornmarker.

»Det nager mig stadigvæk. Det vil altid stå for mig som min største skuffelse. Det var en barsk oplevelse. Jeg tænker tit på, at det ville have været sjovt med den guldmedalje. Men sådan skulle det ikke være. Det er bittert,« sukker Rikke Solberg.

Hun var en af de jernhårde ladies, som spillede og charmerede Danmark til tops i kvindehåndboldens verdenselite i begyndelsen af halvfemserne. Desværre havde hun smørbløde ankler, som ustandselig gik i stykker og lagde hendes landsholdskarriere i ruiner.

Hun var skam med i Atlanta, men som sygepatient og ikke som spiller. Siddende i en kørestol og med tårer i øjnene fulgte hun venindernes guldtriumf som tilskuer i hallen.

Andre skuffelser fulgte, og for et år siden tog hun endeligt afsked med håndbolden og førsteholdet i Skovbakken. Da brød hendes ankler for 117. gang sammen efter endnu en lang og slidsom periode med genoptræning.

»Jeg gennemlevede en svær periode, for jeg føler, at jeg aldrig har gjort min karriere færdig. Det er træls, når man ikke selv kan bestemme, hvornår det skal være slut. Jeg havde sikkert ikke startet butikken her op, hvis det ikke havde været for alle mine skader,« siger Rikke Solberg, der trods sine 32 år gerne havde spillet nogle år endnu.

Kanon-forretning
I stedet har hun kastet al sin energi ind i modetøjsforretningen »Rikke Solberg«, der ligger i Egå på en aldeles ufashionabel adresse på en vindblæst indfaldsvej til Århus.

»Folk fejlbedømmer beliggenheden. Der er et kæmpe-kæmpe opland herude, og jeg har en kanon forretning. Hvis jeg ville ligge inde i byen, flyttede jeg da bare,« siger Rikke Solberg, der for tiden kun arbejder halvtids.

Hun og husbonden, Peter Dalsager, der er typograf på Jyllands-Posten, fik for ni måneder siden Magnus. Hvis hun har savnet noget, som kunne fylde tomrummet efter håndbolden, så har sønnen effektivt løst det problem. Men på den gode måde.

»Andre mødre vil muligvis rive hovedet af mig, når jeg siger det her. Men at blive mor er altså piece of cake. Hvis man gør store problemer ud af små, jamen, så er det svært at have børn. Så det lader vi være med. Vi har nu også fået jordens nemmeste dreng. Han griner hele dagen og sover om natten,« ler Rikke Solberg, der glæder sig til, at kommunen skaffer en pasningsplads, så hun kan vende tilbage til butikken for fuld kraft.

»Det piner mig, at jeg ikke kan give 100 procent. Jeg har altid haft det bedst, når jeg yder maksimalt og er ordentlig forberedt, uanset hvad jeg har haft med at gøre. Indtil vi fik Magnus, kunne jeg godt være i butikken fra otte morgen til otte aften. Jeg brænder for det og elsker at gå og pussenusse om detaljerne. Der er altid noget, som kan forbedres,« fortæller hun.

Butikken åbnede hun, da hun kunne se, at håndboldkarrieren var dømt til et liv på krykker.

»Når karrieren er forbi, leder sportsfolk jo efter noget, som kan fylde deres tilværelse ligeså meget som sporten. Jeg ville aldrig kunne leve med et dødssygt kontorjob. Det skulle have noget med mennesker og handel at gøre. Jeg havde været tøjsælger tidligere og er fascineret af tøj, så derfor var det naturligt at åbne egen forretning. Her kan jeg bruge lidt af mit konkurrenceinstinkt fra håndbolden,« siger Rikke Solberg og indrømmer, at butikken aldrig bliver en fuldgod erstatning.

Psykisk ballast
»Nej, den fylder måske ikke helt ligeså meget. Håndbolden har jo givet mig rigtig, rigtig meget. Hele mit liv. Jeg har fået en psykisk ballast til at komme videre. En selvtillid og tro på, at jeg kan noget. Under træning og i kampe blev jeg presset ud i psykiske grænseområder, som jeg ikke når ud i nu. Jeg fik troen på, at jeg kan præstere, når det gælder. Det adrenalinkick savner jeg. Og selvfølgelig også samværet med de andre spillere, hvis inderste man virkelig lærer at kende,« fortæller Rikke Solberg, der er hjerteveninde med landsholdskollegaen fra de glade halvfemsere, Anne Dorthe Tanderup.

Med hendes udtalte savn efter action på håndboldbanen er det nærliggende at spørge Rikke Solberg, hvorfor hun ikke gør som Anja Andersen. Hun slår en høj latter op og syv kors for sig.

»Nej, jeg skal under ingen omstændigheder være træner. Jeg skal helst have sved på panden og være med dér, hvor det foregår. En træner står jo lidt magtesløs ude på sidelinien,« griner hun.

Hatten af for Anja
Dermed ikke sagt, at hun ikke er fuld af beundring for Slagelses temperamentsfulde træner.

»Jeg tager hatten af for Anja. Jeg tror ikke, at nogen af os andre ville have kunnet gøre hende kunsten efter. Det er kanonflot. Al respekt for Anja. Hun er en kanon pige,« siger Rikke Solberg, der omvendt godt kan forstå, at pressen rapporterer flittigt, når Anja Andersen stritter med langemanden.

»Den slags følger med, når man ikke kan styre sit temperament og opfører sig fjollet,« fastslår hun.

Siden starten for nogle år siden har Rikke Solberg fordoblet butiksarealet, og i dag beskæftiger hun tre ansatte.

»Kunderne kommer tilbage, fordi de ved, at de får ærlige svar hos mig. Jeg har aldrig været nogen rabaldersælger. Tillid er afgørende for en god forretning,« siger hun.

Men drømmen stopper ikke på Gåseagervej i Egå, hvor hun deler adresse med en møbelforretning.

»Jeg har altid været betaget af tøj og er fascineret af, at der sker noget nyt hele tiden indenfor mode. Nu har jeg jo ingen skrædderuddannelse eller noget som helst...., men en dag kunne det da være spændende at lave sin egen kollektion,« siger hun forsigtigt. Hun vil nødig lyde opblæst.

Det gør hun heller ikke. Kun vinden blæser op over markerne herude i udkanten af Århus.

jla@bt.dk