Landsholdsspilleren Rikke Hørlykke skifter fra den kommende sæson fra håndboldligaklubben GOG til de danske mestre fra Slagelse.

Rikke Hørlykke har brugt en klausul i sin kontrakt med GOG, der har gjort det muligt at skifte klub per 1. juli 2004.

Ifølge en pressemeddelelse fra GOG har playmakeren valgt at søge nye udfordringer i Slagelse, hvor der er mulighed for at være med på absolut europæisk topplan.

GOG ærgrer sig forståeligt nok over at skulle af med holdets store profil.

- Vi har i ledelsen arbejdet hårdt på at få Rikke til at blive i GOG endnu en sæson. Vi beklager selvfølgelig Rikkes beslutning og ønsker hende samtidig held og lykke fremover, lyder det fra GOG's direktør, Arne Buch.

/ritzau/