»Har du nogensinde set Rihanna halvanden meter fra dig?«

NBA-kommentatoren Jeff Van Gundy husker det, som var det i går. Dengang superstjernen Rihanna pludselig gik forbi ham lige idet, der var ved at blive scoret.

Altså på banen.

Under et beøsg i podcasten 'A Minute Til 6' har den tidligere Houston Rockets-træner været en tur ned ad memory lane og fortalt om dengang, han blev distraheret af Rihanna og dermed missede, at NBA-stjernen Lebron James lavede et vildt dunk.

Jeff Van Gundy. 
Jeff Van Gundy.  Foto: Ethan Miller
Vis mere

»Hun kom gående lige forbi vores bord. Hun ankom vel 'fashionably late', tror jeg,« fortæller Van Gundy i podcasten.

Det skete tilbage i 2017 i første kamp af NBA Finals mellem Golden State Warriors og Cleveland Cavaliers, hvor Lebron James spillede på daværende tidspunkt.

»Warriors angreb og lavede en forseelse, og jeg fulgte med, da spillet vendte den anden vej, og så gik hun direkte ind foran mig. Og jeg blev bare 'starstruck',« mindes Van Gundy, der gispede lige idet, Rihanna passerede ham.

Den episode skulle Van Gundy altså høre lidt for, og han blev da også drillet med at have gispet så åbenlyst over den i dag 32 år gamle sangerinde.

Men det står NBA-kommentatoren gerne på mål for.

»Har du nogensinde set Rihanna halvanden meter fra dig? Du ville også gispe,« fortæller han i podcasten og lyder bestemt ikke ærgerlig over, at han gik glip af Lebron James' dunk den aften.