Riffelskytten Steffen Olsen vandt onsdag bronze ved World Cuppen i indiske New Delhi.

Præstationen gav samtidig en fjerde dansk OL-plads i skydning i disciplinen 50 meter riffel. Det skriver Dansk Skytte Union på sin hjemmeside.

Med bronzemedaljen har Steffen Olsen nemlig sikret nok point på verdensranglisten til, at OL-billetten er i hus.

I finalen lå danskeren hele vejen med i toppen og var også på førstepladsen gennem store dele af konkurrencen.

Da medaljerne skulle fordeles, blev det helt tæt, og Steffen Olsen endte på tredjepladsen.

Guldet blev vundet af Aishwary Pratap Singh Tomar fra Indien, mens ungarske István Péni snuppede sølvet.

- Det er en lettelse, for der har ligget et stort arbejde og mange svære beslutninger forud for det her.

- Det var svært at turde tro på, at det endelig kunne lykkes at få en herreskytte med på match (disciplinen 50 meter riffel, 3 gange 40 skud, red.).

- Det er så længe siden, at vi har haft det sidst, siger Steffen Olsen til unionens hjemmeside.

Ifølge unionen er det første gang siden 1996, at Danmark får en herreskytte med til OL i disciplinen.

OL-pladsen er en nationsplads, og det er derfor ikke fastlagt, hvem der skal repræsentere Danmark i herrernes 50 meter riffel i Tokyo.

Danmark havde allerede tre OL-pladser i skydning, og Jesper Hansen er sikker på den ene plads i skeetskydning. Derudover skal Danmark sende to kvinder med til Japan i 10 meter riffel og 50 meter riffel.

De danske skytter har en mulighed mere for at kvalificere sig til OL, og det sker ved EM, der afholdes i slutningen af maj.

/ritzau/