Intenst, stemningsfuldt og måske lidt krigerisk.
Det er Martin Retovs forventninger til søndagens derby. En kamp, hvor der ikke blot er point på spil. Mens Brøndby jagter bronzemedaljerne, kan FC København med en sejr over rivalerne kalde sig danske mestre, når slutfløjtet lyder i Parken. En tanke, der ikke ligefrem behager Brøndby-træneren, som dog understreger, at løverne har været bedst i år.
»Gør de det mod os, er det rigtig irriterende. Det må vi erkende. Vi bryder os ikke om det, og jeg er også træt af det. Men vi må også acceptere, at de har været de bedste. At de kan vinde mod os er selvfølgelig heldigt for dem og knap så heldigt for os,« siger Martin Retov, der tilføjer, at et mesterskab til Ståle Solbakkens mandskab dog ville være fortjent.
I Brøndby-lejren er de dog mere end klar til at give FC København kamp til stregen, så konfetti-kanoner og champagnesprøjt må vente.

»Vi vil gøre alt for at vinde derinde. Vi skal i den grad også bruge point i vores eget regnskab, så vi vil gøre alt for at stikke en kæp i deres hjul. Ikke på grund af deres sæson, men vores,« siger Martin Retov.
Han har selv prøvet det. At stå på banen og se rivalerne løbe med et mesterskab. Vi skal skrue tiden tilbage til den 18. Juni 2003. Selvom det er 16 år siden, står den sommerdag hvor Brøndby og FCK mødte hinanden, klart i Martin Retovs erindring.
»Jeg kan huske, det var næstsidste kamp. Vi kunne nøjes med uafgjort på hjemmebane. Jeg kan huske, Mattias Jonson brænder en kæmpe chance, måske tre-fire minutter før Hjalte scorer. FCK skulle frem. Vi havde en kæmpe omstillingsmulighed, hvor vi brænder inde i det lille felt, og så skete det, hvor Hjalte rammer med skinnebenet, eller hvad han gør,« siger Martin Retov om overtidsmålet, der i høj grad sendte mesterskabet til FCK.
Samtidig blev Brøndbys drømme så godt som slukket.

»Det fortalte bare alt. Det var en hård dag. Det er det stadig. Det gør ondt at snakke om det. Det gør stadig ondt. Jeg bryder mig ikke om det,« siger Martin Retov om situationen, han kalder ‘det værste, han har oplevet i en kamp'.
Han var næsten lige kommet til klubben dengang.
»Jeg havde kæmpe ambitioner med alt, jeg foretog mig. Det har jeg selvfølgelig stadig, men det var mit første rigtig store nederlag som spiller. Det sidder stadig i mig,« siger Martin Retov med en mine, der ikke efterlader nogen tvivl.
Og selvom situationen søndag eftermiddag er en lidt anden, ser han da helst, at dagen ikke ender i FCK-guldfest.
»Det (i 2003, red.) var en direkte kamp om mesterskabet, hvor de snød os til sidst. Det er ikke det samme denne gang. FC København har været overlegne i forhold til alle andre, og det må vi tage hatten af for. Så må vi forsøge at stikke en kæp i hjulet denne ene kamp,« siger Martin Retov.
Han erkender, at Brøndby gerne ville have været endnu højere i tabellen efter en sæson med bump på vejen. En sejr i Parken er påkrævet, hvis Brøndby skal holde liv i håbet om at få medaljer denne sæson. En kontrast til for blot et år siden, hvor klubben til det sidste spillede med om guldet.
Her var det FCK, der halsede efter, men nu er billedet vendt. Inden søndagens kamp er Ståle Solbakkens mandskab suveræn etter i Superligaen med 11 point til FC Midtjylland og 36 ned til Brøndby. Noget af en forskel, hvis der blot kigges på tallene.
»Vi må erkende, forskellen har været stor i år. FC København har hentet nogle store profiler i sommerens transfervindue, som har gjort den helt store forskel for dem. Også i forhold til sidste år, hvor vi havde overhånden. Deres spillerindkøb kontra vores salg har tippet balancen, og det må vi acceptere. Det gør vi også og forsøger så at komme benhårdt tilbage næste sæson,« siger Martin Retov.
Dog havde han ikke forventet, skellet ville være så stort, som det har været.
»Jeg vidste godt, det ville være svært. De har hentet spillere, der har stor rutine fra europæisk fodbold på alle områder, og det må man bare sige har gjort forskellen på den positive måde for dem. Omvendt har vi solgt en topscorer og mere eller mindre fire A-landsholdsspillere over det sidste år. Det har man selvfølgelig godt kunnet se. Der må vi være ærlige,« siger Martin Retov.
Og skulle det blive til en guldfest søndag aften i Brøndby, ville det ærgre ham. Samtidig tager han også hatten af for rivalen.
»Det ville da være træls. Man håber altid, man selv står der i slutningen af en sæson. Men de har fortjent det. De har været de bedste. Hvis de står med guldmedaljerne efter næste runde, må vi acceptere det,« siger Martin Retov.

