Kevin Magnussen er gledet godt ind på Renault, mener holdets løbsdirektør. I næste uge venter flere test.

Barcelona: Fra det øjeblik, han ankom til testdagene i Barcelona i mandags, har Kevin Magnussen lovprist atmosfæren på Renault-holdet, hvor han netop er begyndt på en etårig kontrakt.

Og spørger man holdets ledelse, ser den danske racerkører ud til at passe fint ind på det fremadstræbende Formel 1-team, som har overtaget en stor del af staben fra det lukkede Lotus-mandskab.

- De første indtryk er, at samarbejdet mellem Kevin og resten af holdet fungerer virkelig godt, siger Renaults løbsdirektør, Frédéric Vasseur.

- Man kan ikke bare sige, at nu skal et samarbejde fungere. Den slags skal bygges op over tid, og det er jo et projekt med en lang horisont. Men Kevin er kommet fint ind på holdet, og vi har været glade for den feedback, han er kommet med, siger Vasseur.

Magnussen fejrede sin genkomst til Formel 1-sporten med at køre 264 omgange over to dage og i det hele taget levere en fin præstation i betragtning af, at han har været væk fra sporten i et år.

Forude venter næste uges test, der foregår på samme bane fra tirsdag til fredag.

- Næste uge kører Kevin de første to dage, mens Jolyon Palmer kører dag tre og fire. Vi satser på at få nogle dage uden problemer med bilen, og så tror jeg, vi kan fokusere mere på tiderne og præstationerne, siger Frédéric Vasseur.

/ritzau/