Alexander Zverev var på vej mod finalesejren i Rom, men efter en regnafbrydelse kom Rafael Nadal tilbage.

Rom. Den spanske grusspecialist Rafael Nadal har for ottende gang i karrieren vundet Italian Open i Rom.

I søndagens finale vandt verdens nummer to med cifrene 6-1, 1-6, 6-3 over tyskeren Alexander Zverev, der var forsvarende mester i turneringen.

Som cifrene antyder, udviklede kampen sig som en rutsjetur, og tyskeren var på vej mod sejren i tredje sæt, da regnen satte ind og afbrød spillet.

Efter pausen kom Nadal stærkere tilbage og vandt på gruset i Rom.

Zverev nåede at have stor ære af kampen, og han fik vist, hvorfor han rangerer som nummer tre i verden.

Tyskeren brød Nadal i kampens åbningsparti, men ellers var det spanieren, der satte sig på spillet i starten.

Grusfænomenet vendte 0-1 til 6-1 i første sæt, der var overstået på godt en halv time. Det lignede en afklapsning af tyskeren, som dog ville det anderledes.

Kampen ændrede fuldstændig karakter, og en halv time senere havde Zverev bragt sig foran 5-0 i andet sæt.

Nadal afværgede at blive udstillet med et "æg", men Zverev servede derefter sættet hjem til 6-1.

Nu havde Zverev momentum, og han fastholdt det i tredje sæts indledning. Efter et langt åbningsparti med flere spektakulære dueller brød tyskeren til 1-0.

I mellemtiden var regnen begyndt at dryppe over anlægget i den italienske hovedstad, men spillet fortsatte.

Da Zverev havde bragt sig foran 3-1, regnede det dog så meget, at kampen måtte afbrydes.

Efter cirka en times pause kom Nadal tilbage i en stærkere forfatning.

Spanieren tog fem partier på stribe, og så kunne han juble over endnu en triumf på favoritunderlaget.

/ritzau/