Sidste træning forud for grandprixet i Rusland blev aflyst grundet regn, men kvalifikationen kunne afholdes.

Heftigt regnvejr har flere gange givet Formel 1-arrangørerne problemer i år.

Lørdag skete det igen, da tredje og sidste træning til det russiske grandprix i Sotji blev aflyst.

Kvalifikationen var også i fare, men vejret blev bedre, og det lykkedes at gennemføre den.

Her var den unge McLaren-kører Lando Norris hurtigst og tog sin første pole position i karrieren. Dermed rider McLaren videre på den bølge af succes, holdet oplever for tiden.

I sidste løb, som blev kørt på Monza i Italien, endte holdets to kørere, Daniel Ricciardo og Norris, som henholdsvis nummer et og to. Det var holdets første sejr siden 2012.

Lando Norris' vej til pole position lørdag blev hjulpet af, at Lewis Hamilton i sin Mercedes-racer snurrede rundt på sin sidste omgang. Hamilton må i stedet nøjes med at starte som firer søndag.

Han kan dog glæde sig over, at konkurrenten i kampen om VM-titlen, Red Bulls Max Verstappen, starter som nummer 20 og sidst, da han fredag måtte skifte motor.

Lando Norris, der er nummer fire i VM-stillingen, starter foran Carlos Sainz (Ferrari) og George Russell (Williams).

Lørdagens træning inden kvalifikationen skulle være begyndt klokken 11 dansk tid, men regn og torden prægede området i Rusland hele lørdag morgen og formiddag.

Nedbør var også et stort problem for arrangørerne af løbet på Spa-banen i Belgien for en måned siden.

Løbet kom aldrig i gang på grund af den tunge regn, og Verstappen blev kåret som vinder, fordi han var bedst i kvalifikationen.

Afgørelsen førte til stor debat, og Lewis Hamilton var blandt andre utilfredse med udfaldet.

FIA-præsident Jean Todt sagde i et interview med motorsport.com tidligere på ugen, at han fra 2025 vil have nye biler, der lægger låg på diskussionen.

- Med 2025-reglerne skal vi overveje at have biler, der også kan køre i regnen, sagde han til mediet.

Problemet er, at bilernes downforce og brede dæk får vandet til at sprøjte til alle sider. Det skaber dårlig sigtbarhed for kørerne.

Et Formel 3-løb, der skulle være kørt lørdag formiddag, blev rykket til fredag aften, mens et sprintløb i Formel 2 lørdag er udsat af samme årsag.

/ritzau/