For en måned siden gik det danske kendisfirma Tattoodo i rekonstruktion. En konkurs truede, men firmaet er blevet reddet af kendte investorer i sidste øjeblik.

Det kan lade sig gøre, da firmaets kreditorer er gået med til et rekonstruktionsforslag, som er blevet stadfæstet i skifteretten. Det oplyser Tattoodos rekonstruktør til Finans.

I forslaget fremgår det, at 16 millioner kroner skydes ind i Tattoodo i ny kapital. Her kommer de otte millioner kroner fra den tidligere landsholdsspiller og Liverpool-legende Daniel Agger.

Han er dermed fortsat den største aktionær i Tattoodo, der også har en del andre kendisser ombord på projektet.

Daniel Agger.
Daniel Agger. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Holdet bag Tattoodo er blandt andet bestående af Hummel-ejer Christian Stadil, arkitekt Bjarke Ingels og skuespiller Nikolaj Coster-Waldau.

De sidste tre regnskabsår har pengene dog fosset ud af kendisfirmaet. Det har efterladt et underskud på 23,3 millioner kroner i 2019, 21,4 millioner i 2020 og 14,5 millioner i det seneste regnskabsår.

Tattoodo brander sig selv på at være 'verdens største markedsplads for tatoveringer' og 'den mest downloadede tatoveringsapp'. Ingen af de dele, samt en enorm følgerskare på sociale medier som Facebook og Instagram, har gjort, at firmaet har formået at gøre foretagendet til en god forretning.

Tattoodo vil også gå efter at få nedbragt sin gæld ved hjælp af en akkordordning med kreditorerne. Det betyder i al sin enkelthed, at ejerne kun ønsker at betale en del af deres meget høje gæld tilbage.

Ifølge Finans skylder Tattoodo 24,6 millioner kroner væk til kreditorer.