Erik Rasmussen nåede ikke at blive guld værd for FC Midtjylland. Men mindre er også okay. Den afgående træner var således stolt over sine bedrifter hos FCM.

Erik Rasmussen blev hyldet og fejret, efter at han lørdag førte FC Midtjylland frem til sølvmedaljerne i SAS Ligaen. Spillere, fans og cheerleaders var alle forbi for at gratulere træneren. Efter fire år i spidsen for FC Midtjylland blev det til en følelsesladet afsked med en 3-0-sejr over FC Nordsjælland på Farum Park.

- Det er stort for os alle sammen med to år i top to. Det er dejligt for mig, men også alle de andre, sagde Erik Rasmussen, efter hyldesten, der var fortsat i midtjydernes omklædningsrum.

Rasmussen lod sig dog ikke rive mere med af stemningen, end at han fastholdt, at han tog den rigtige beslutning, da han i marts på et pressemøde fortalte, at han trængte til en pause fra topfodbold. Trods succesen valgte Erik Rasmussen at stoppe to år før kontraktudløb.

- Jeg fortryder ikke. Er du gal? Det hele sluttede, som jeg helst ville, sagde han.

/ritzau/