Det var ikke en nem periode i Rasmine Laudrups liv, da hun fandt ud af, at hun var forelsket i dressurrytteren Cathrine Dufour.
»Jeg havde en forventning, om jeg skulle være sammen med en mand og have den her kernefamilie med lidt ridning ved siden af. Jeg var i en identitetskrise.«
Sådan siger den berømte fodbolddatter i Stephanie Fiskers podcast 'Anden til Venstre'.
Her tilføjer Rasmine Laudrup, at det startede som et venskab med Cathrine Dufour, men hun blev alligevel forelsket i hende første gang, de mødte hinanden.
Den 28-årige datter af Brian Laudrup siger, at hun søgte hjælp hos en populær tv-vært i løbet af processen.
»Vi har et meget tæt forhold til familien Høgh og Josefine Høgh, der har en god veninde, der hedder Signe Vadgaard. Jeg skrev til Signe, at jeg var blevet forelsket, og om jeg måtte høre hendes historie.«
»Jeg tror bare automatisk, man prøver at søge, hvordan det har været for andre.«
Tv-værten Signe Vadgaard, der eksempelvis dækker Premier League, blev forlovet med Cathrine Gjørtsvang Vadgaard i 2018, og de har sammen datten Lucca.
Rasmine Laudrup understreger ligeledes, at hun har fået en enorm støtte fra familien i den svære periode.
»Heldigvis har min familie været fantastiske søde, og det første, de spurgte om, da jeg sagde, jeg var blevet forelsket i en pige var, hvornår de kunne få lov til at møde hende.«
Rasmine Laudrup og Cathrine Dufour har efterhånden dannet par i lidt over halvandet år, og da Cathrine Dufour sidste år vandt DM i dressur, fik hun en stor overraskelse, da hun kom op i stalden.
For her gik Rasmine Laudrup på knæ og fik et stort og rungende 'ja'. Parret har siden afsløret, at planen er, de skal giftes i 2021.