Grøn, hvid. Blå, rød.

På en af USAs mest ikoniske bygninger valgte man forleden at markere, at holdene til årets Super Bowl er blevet fundet.

Derfor kunne newyorkere på Empire State Building se toppen af den høje bygning blive oplyst i de farver, der hører til New England Patriots og Philadelphia Eagles.

Sådan her:

Umiddelbart en fin gestus. Men også det modsatte.

Som mediet New York Post skriver:

'Empire State Building blev den største skråtopfinger nogensinde til sportfans fra New York, da den af uforklarlige årsager lyste op for at forherlige to af de mest hadede sportsrivaler for ’The Big Apple’.'

For ja, Super Bowl-deltagerne fra Boston og Philadedelphia har aldrig stået højt på listen hos indfødte newyorkere, der har deres egne NFL-hold i New York Giants og New York Jets, der endda er divisionsrivaler med henholdsvis Eagles og Patriots.

Ifølge New York Post, der gik på gaden for at tale med folk, ’rystede newyorkerne på hovedet i afsky’, når de kiggede op på Empire State Building og så farverne for de to hold.

»Det er smertende at se Eagles’ og Patriots farver midt i byen,« som indbyggeren Jake Frum sagde til avisen.

En anden newyorker er mere bramfri: »Fuck Empire State Building. Boston eller Philadelphia kan få Empire State Building. Jeg føler mig forrådt,« lød det fra Tom Kinney.

Også på Twitter var det stor utilfredshed.

Her lød nogle af reaktionerne:

  • »Sluk for det.«
  • »WTF er det der?«
  • »Uacceptabelt. I ved, at I er i New York, ikke?
  • »Det er ikke cool. Det er overhovedet ikke cool.
  • »Få det væk.
  • »Det er forfærdeligt. Med mindre den grønne og hvide farve skal symbolisere Jets og den blå og røde skal symbolisere Giants, er det fornærmende.«

Det er normalt, at Empire State Building hver dag bliver oplyst i forskellige for at markere forskellige temaer.