30 mand er nomineret til titlen som Årets Fodboldspiller 2007. Italienerne har fem spillere blandt de udvalgte, Danmark har ingen. Hverken Christian Poulsen eller Daniel Agger er blevet nomineret.

Det bliver med sikkerhed ikke en dansker, der 17. december i Zürich af det internationale fodboldforbund FIFA bliver kåret som Årets Fodboldspiller 2007. Der er nemlig ingen danskere blandt de 30 navne, der på forhånd er nomineret til titlen.

Derimod er Italien godt repræsenteret med fem spillere, herunder sidste års vinder Fabio Cannavaro, mens England og Frankrig har fire spillere med på listen. Og selv om vinderen fra 2004 og 2005, brasilianske Ronaldinho, ikke har spillet op til sit bedste for Barcelona på det seneste, er han også kommet med blandt de udvalgte. Det samme er landsmanden Kaka, der allerede er blevet kåret som dette års bedste af spillernes egen organisation, FIFPro.

Det er medlemmer af FIFA's tekniske komitéer, der udpeger de nominerede, men det er FIFA-medlemmernes landstrænere og anførere, der i sidste ende ved afstemning beslutter, hvem der skal tildeles den fornemme hæder.

/ritzau/