Polsk bane giver Leon Madsen fordel i jagt på VM-plads
Ikke siden 2015 er to danskere endt i VM-seriens top-5. Det kan Michael Jepsen Jensen og Leon Madsen ændre på.

Ikke siden 2015 er to danskere endt i VM-seriens top-5. Det kan Michael Jepsen Jensen og Leon Madsen ændre på.

Der er gode muligheder for, at Leon Madsen kan sikre sig en plads i næste års VM-serie uden at skulle være afhængig af alternative ruter.
Det vurderer tidligere speedwaykører Hans Andersen, som er ekspert på Eurosport.
Lørdag klokken 19.00 begynder den sidste afdeling i grandprixserien. Den afholdes på en polsk bane, som danskeren har gode minder fra.
- Leon har tidligere vundet et grandprix i Torun, og så synes jeg, han plejer at være god på de her specielle polske baner, forklarer Hans Andersen.
Før det går løs i Polen, er Leon Madsen pludselig endt i en favorabel position.
Andenpladsen i det afbrudte løb i Vojens tidligere i september har bragt Madsen op på femtepladsen.
De syv bedste kvalificerer sig automatisk til næste års serie, og han skal derfor blot sørge for at slutte foran Max Fricke, Kacper Woryna eller Patryk Dudek. Danskeren har et forspring på ét point til forfølgertrioen.
- Så jeg er rimelig fortrøstningsfuld og sikker på, at han nok skal kvalificere sig til næste år. Det har han fortjent, lyder Hans Andersens vurdering.
Lykkes det ikke, er der to chancer mere. Enten skal danskeren sørge for at slutte øverst i det individuelle EM, som afgøres i fjerde afdeling 2. oktober i Tjekkiet.
Og ellers skal han håbe på et fast wildcard fra arrangørerne til hele VM-serien i 2027.
Sker det heller ikke, ender det som i 2025, hvor Leon Madsen var helt ude af grandprixserien som fast kører.
Madsen har gjort comeback i år, men hans sæson har været svær at blive klog på. I første løb fik han kun et enkelt point med hjem, men han slog stærkt tilbage med en sejr i grandprixet i Prag. Derefter gik der næsten fire måneder, før han igen var blandt de fire bedste.
- Det har været lidt af en rutsjebanetur. Han har også haft mange ting, der har påvirket ham uden for banen, siger Hans Andersen med henvisning til, at Madsen i flere år har befundet sig i en retlig strid med sin tidligere partner om retten til at se sine børn.
- Hvis der er noget, der rumsterer i ens bagland, er det svært at være på 100 procent hver gang, for det kræver uhyre meget fokus, når man kører mod andre topatleter.
Landsmanden Michael Jepsen Jensen er nummer fire i stillingen og allerede kvalificeret til næste års grandprixserie. Han er i år vendt tilbage til speedways fineste klasse som fast deltager efter ti års fravær.
Slutter de begge blandt de fem bedste kørere, vil det være første gang siden 2015, at to danskere opnår det.
- Selvfølgelig kører de om VM-titlen, men det er også for nemt at sige. De skal stille og roligt udvikle et niveau. Får vi to i top-5, synes jeg, det er flot, konstaterer Hans Andersen.
RITZAU