Endnu et åbent vintertransfervindue er klappet i. Endnu en gang uden de store handler. Men denne omgang var alligevel helt usædvanlig kedelig. Nærmest ligegyldig.

Internationalt har jeg særdeles vanskeligt ved at fremhæve en eneste handel, der betyder en indlysende og afgørende forskel for den enkelte klubs konkurrencesituation, så jeg holder mig til de hjemlige jagtmarker.

De to danske guldaspiranter har i modsætning til de fleste andre klubber i såvel Europa som Danmark været meget aktive.

FCK købte den uruguayanske landsholdsback Guillermo Varela som den mest opsigtsvækkende tilgang til Superligaen i dette transfervindue.

..at Brøndby ikke er mere markante i dette handelsvindue overrasker mig alligevel lidt

Han er et usædvanligt stort navn at få til Danmark med en nutid på Uruguays landshold og en fortid i både Real Madrid og Manchester United. Store europæiske klubber har været efter ham, men en ”belejlig” skade gjorde det muligt for FCK at hente ham til København på en fire et halvt års aftale.

En aftale, der er lang nok til at få ham i form, så han kan afløse Peter Ankersen til sommer, og til at få ham solgt videre inden kontraktudløb. Det ligner et potentielt superkøb.

Ståle Solbakken har også haft råderum til at hente en anden forstærkning i form af den kroatiske U-21 landsholdsspiller Robert Mudrazija, som er mere ukendt på den internationale scene.

De to har tilsammen kostet mere end 30 millioner kroner, men en god del af denne omkostning har FCK kunnet financiere på grund af gode salg af Jan Gregus og Kenan Kodro. Det vidner om rigtig godt købmandsskab, selv om jeg faktisk ikke er så sikker på, om FCK er betydeligt forstærket i kampen om guldet i denne sæson.

fcm.dk

FC Midtjylland har nemlig også været særdeles aktive - ikke mindst på den sidste transferdag. Først og fremmest benyttede de sig af muligheden for at sikre sig en af Superligaens bedste spillere hen over efteråret, nemlig brasilianske Evander (foto), som de i forvejen rådede over på en lejeaftale med købsoption.

Dette køb vidner ikke alene om FC Midtjyllands ambitioner om at genvinde guldet, men i høj grad også om, at de nu også er parat til at handle i samme prisleje som FCK.

Det spektakulære køb af den blot 19-årige brasilianske angriber Junior Brumado til angiveligt 16 millioner kroner er et andet eksempel på dette.

Både FCK og FC Midtjylland går begge forstærket ud af vinduet, og begge klubber har fastholdt deres største stjerner i skikkelse af Robert Skov og Paul Onuachu på trods af den store rift om dem fra udlandet.

Henning Bagger

Den interne konkurrencesituation er måske nok uforandret, men der er tale om spændende og visionære handler fra begge klubber, som lover godt for forårets tvekamp om guldet i særdeleshed - og for Superligaens topniveau i almindelighed.

Brøndby formåede også at fastholde deres største stjerne, Hany Mukthar. Det er også er godt for Superligaen, men at Brøndby ikke er mere markante i dette handelsvindue overrasker mig alligevel lidt.

Med denne sæsons guld uden for rækkevidde havde det været et godt tidspunkt for Ebbe Sand at markere sig og hente nye spillere til nye tider og nye visioner.

Top-tre lyder målsætningen, men med aktiviteten i dette vindue forekommer Brøndby at være tilfredse med at blive på tredjepladsen både i denne og i de næste sæsoner.