På kvindernes internationale kampdag har den danske svømmestjerne Pernille Blume valgt at dele et helt særligt budskab.

I en kampagne for tøjfirmaet Danish Endurance vil hun nemlig gøre op med de fortsat store problemer, som alverdens kvindelige atleter møder.

Her henviser OL-guldvinderen til et studie fra 2020, der blandt andet viser, at 17,5 procent af danske eliteatleter er i risiko for at udvikle spiseforstyrrelser.

»Så i dag taler jeg til jer atleter rundtomkring i verden. Vi er vant til at presse vores kroppe til det ekstreme, og vi gør det for at nå næsten umulige mål. Men nogle gange overser vi den fysiske og mentale stress, vi udsætter os selv for. Atleters kroppe bliver objektiveret og kritiseret af branchen, hvilket resulterer i utilfredshed og usikkerhed om ens krop,« siger Blume i videoen.

Foto: Patrick B. Kraemer
Vis mere

»Men hvem er du at fortælle os, hvordan vi burde se ud? Hvorfor skal vi lade andres overvejelser omkring vores vægt, højde og proportioner distrahere os fra vores mål? Fejr dine former, dine muskler og dit velbefindende, og hvis du finder dig selv midt i, hvad der er skadelig opførsel, så ignorer det ikke. Anerkend dem og ræk ud,« fortsætter hun.

Tilbage i 2019 stod Jeanette Ottesen og flere andre danske svømmere frem i DRs dokumentar 'Svømmesagen' og beskrev, hvordan svømmelandsholdet på det nationale træningscenter var præget af 'fangelejragtige' forhold, der blandt andet betød, at atleterne blev udsat for offentlige vejninger.

Det førte til, at svømmestjernen Jeanette Ottesen oplevede både spiseforstyrrelse og depression.

I sit opråb opfordrer Pernille Blume derfor alle atleter til at passe på sig selv.

»Men din første og største pligt er at passe på dig selv og respektere dig selv. Hav modet til at bede om hjælp. Du behøver ikke gå igennem den her udfordring alene. På kvindernes internationale kampdag vil vi minde dig om, at du er vidunderlig, præcis som du er. Men mest af alt vil vi have dig til at huske det hver evig eneste dag,« slutter hun.

Blandt andre den danske svømmer Signe Bro har kommeteret videoen på Blumes Instagram-side:

'Wow, hvor er jeg rørt, og hvor er det smukt sagt! Tak for at tale om et så vigtigt emne, smukke du,' skriver 22-årige Signe Bro, der netop har kvalificeret sig til sommerens OL.