På den ene side kan jeg godt forstå, at AGF-ledelsen har valgt, at Morten Wieghorst skulle fyres og erstattes med Glen Riddersholm. To sejre i 15 kampe plus den på skrivebordet er i sig selv ikke særlig opmuntrende, og som helhed har AGF bestemt ikke været særlig imponerende i efteråret....

Opret abonnement på BT PLUS og læs Peter Sørensens analyse af, hvad der foregår i AGF for tiden. Har ledelsen handlet rigtigt ved at fyre Morten Wieghorst, og passer Glen Riddersholm overhovedet ind i Aarhus-klubben? - du får samtidigt adgang til tusindvis af artikler, guider og reportager i BT PLUS-universet


På den ene side kan jeg godt forstå, at AGF-ledelsen har valgt, at Morten Wieghorst skulle fyres og erstattes med Glen Riddersholm. To sejre i 15 kampe plus den på skrivebordet er i sig selv ikke særlig opmuntrende, og som helhed har AGF bestemt ikke været særlig imponerende i efteråret.

På den anden side er målsætningen i denne sæson, at man ikke skal rykke ud, og hvis man holder fast i det, kan det da kun være tilfredsstillende, at man halvvejs faktisk er 11 point foran det ringeste hold. Det er sjældent, at det hold, der blev nummer to i 1. division året forinden, har så lang afstand ned til nedrykningsstregen.

Okay, man har også været åben og ærlig og sagt, at det samtidigt handlede om samarbejdsvanskeligheder. Men at de opstod er jo ikke så mærkeligt. Efter det blev besluttet, at Jesper Fredberg ikke skulle fortsætte som træner, stoppede Jan Christensen også som direktør, ligesom Brian Steen Nielsen blev fyret som sportsdirektør.

Tilbage var bestyrelsesformand, Lars Fournais, som havde siddet i AGF-bestyrelse i umindelige tider. Han udpegede stolt Morten Wieghorst som chef for ’Det nye AGF’. Begejstringen ville ingen ende tage. Derefter hentede man en direktør, Jacob Nielsen, som intet havde at gøre med valget af træner, men derimod ansatte sportschefen, Jens Andersson. Med sådan en model var alt andet end et problematisk forhold kommet bag på mig.

I vores verden er det en naturlov, at når ikke tingene foregår optimalt, at cheftræneren bliver fyret. Men med 13 trænere siden 2000 kan det være, at pilen efterhånden burde pege andre steder hen i AGF.

Lars Fournais var med til at ansætte Erik Rasmussen, mig og i den grad Jesper Fredberg. Han var også manden bag ansættelsen af Morten Wieghorst, og alligevel har vi allesammen ifølge ham og hans bestyrelse været forkerte.

Jeg ved helt ærligt ikke, om Glen Riddersholm og AGF er et godt match, for hvad er det egentlig, AGF vil? Der er absolut ingen linje i de træneransættelser, man har lavet de seneste mere end 10 år. Hvad er lighederne mellem Ove Pedersen, Erik Rasmussen, mig selv, Jesper Fredberg, Morten Wieghorst og nu Glen Riddersholm?

Måske er vi alle gode trænere, men i forhold til spilfilosofi er der ikke meget sammenligneligt. I min tid spillede jeg noget, man kunne kalde 4-2-3-1, Jesper Fredberg spillede 4-1-4-1, og Wieghorst praktiserede en 4-3-3. Glen Riddersholm stillede i FC Midtjylland op i en 4-1-4-1, men hans variant er vidt forskellig fra den udgave, man tidligere har set i AGF.

Den forskellighed gør, at de omkostninger, der er ved at fyre en træner, rækker langt ind i spillertruppen. De spillere, Erik Rasmussen syntes, var gode, syntes jeg måske ikke var så gode. De spillere, jeg foretrak, var Fredberg måske ikke så vild med. Det samme kan man sige om Wieghorst, og mon ikke det også er sådan med Glen Riddersholm, som selvfølgelig også har sine prioriteter.

Når alt dette er sagt, skal jeg skynde mig at tilføje, at jeg har den dybeste respekt for det arbejde, som Glen Riddersholm har lavet i FC Midtjylland. Det var en lang proces, hvor man byggede et hold op, som havde et fint hierarki. Man tog sig tiden til at udvikle tingene i en bestemt retning.

Til sidst skete der så store ændringer, i og med at man fik økonomi til at hente stjerner ind til projektet, som i begyndelsen lignede det, man i dag praktiserer i FC Nordsjælland med at give egne talenter chancen for på sigt at gøre dem til salgsobjekter for større klubber. Det har Glen Riddersholm været god til.

Det forhold, at man kan udvikle og tale om proces uden produkt og resultat, går bare ikke i AGF. Det er ikke, fordi det ikke kan lade sig gøre. Man vil bare have begge dele på én gang, og det er dét, Riddersholm skal lykkes med. Det har han ikke prøvet før, og han har ikke været i en klub, hvor der har været et nævneværdigt pres.

Jeg synes, AGF er en skøn klub. Jeg elskede at være der og har et fint forhold til langt de fleste. Men det er svært at være i AGF, fordi der er så store forventninger, som ikke altid matcher med materialet.