Parasporten indviede onsdag sin egen Hall of Fame.

De to første medlemmer har fået deres plads på væggen i Idrættens Hus i Brøndby, og det blev Karl Vilhelm Nielsen og Lisa Kjær.

Lisa Kjær vandt blandt andet guld ved de paralympiske lege i taekwondo i 2021, mens det blev til bronze i Paris sidste år.

- Hendes forvandling fra atlet på landsholdsniveau til paraatlet i verdensklasse er beundringsværdig.

- Hun greb parasporten midt i sin egen livskrise efter et kræftforløb og en amputeret hånd, tog livet med et handicap på sig, lyder begrundelsen fra juryen.

81-årige Karl Vilhelm Nielsen repræsenterede Danmark flere gange ved de paralympiske lege og var på landsholdet i både kørestolsbasket, kørestolsrugby og bordtennis.

Han gennemførte som den første dansker et maraton i kørestol. Det skete i Copenhagen Marathon tilbage i 1980.

Han var desuden medstifter af Parasport Danmark i 1971, som dengang hed Dansk Handicap Idræts-Forbund. Han var formand i forbundet i 38 år.

John Pettersson, der i dag er formand for Parasport Danmark, mener, at der med onsdagens indvielse af Hall of Fame er skrevet et nyt kapitel om dansk parasport.

- Et kapitel, der handler om at huske, anerkende og inspirere. Hall of Fame er ikke blot en væg med billeder og navne.

- Den skal minde os om, hvor vi kommer fra, og inspirere os til at blive ved med at skubbe barren for, hvor langt vi kan nå, siger Petterson til organisationens hjemmeside.

/ritzau/