Overvældet af sorg og bitterhed over sønnens alt for tidlige død rettede Marco Pantanis mor Tonina i går sin vrede mod medierne uden for den lille kirke San Giacomo Apostolo i hjembyen Cesenatico.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Gå væk, gå væk. I har ingen ret til at være her. I slog ham ihjel, lad os være alene med vores sorg,« skreg hun skingert mod de mange journalister og fotografer, der var mødt frem i den lille ferieby på adriaterhavskysten for at følge de tusindvis af mennesker, der var mødt op for at tage en sidste afsked med den klejne italienske klatrer.Begravelse i dag
Kisten med Pantanis lig blev i går kørt de små 20 kilometer fra Rimini, hvor den tidligere cykelstjerne blev fundet død alene på sit hotelværelse lørdag aften, til Cesenatico, hvor begravelsen finder sted i dag.
Kun de nærmeste venner og familie får adgang til kirken, og det forventes, at Pantanis tidligere danske kæreste Christina Jønsson vil være heriblandt.
Tonina Pantani har også rettet skytset mod doping-jægerne, der i en årrække har jagtet hendes søn med stadig flere anklager om ulovlig omgang med de forbudte stoffer. »De slog ham ihjel,« sagde hun også i går til Gazetta dello Sport.
Efter nyheden om Pantanis død har det været tid til selvransagelse i de italienske medier. Der har været en intens debat om det pres, som den lille rytter med de store ører var udsat for på grund af de gentagne doping-undersøgelser og mediernes skarpe fokus på hans person.
Flere undersøgelser
Undersøgelserne af dødsårsagen fortsætter, og formentlig vil retsmediciner Giuseppe Fortuni først kunne melde et resultat ud om et par uger.
I Italien fortsætter spekulationerne om, hvilke årsager der kan ligge bag et eventuelt selvmord. Således skriver avisen Corriere della Sera, at den offentlige anklager allerede tilbage i 1995 kunne dokumentere, at Pantani havde ødelagt sin knoglemarv gennem sit overdrevne EPO-misbrug og derfor havde svært ved at producere tilstrækkeligt mange nye røde blodceller.