Overtidsscoring fra Ehlers sikrer Jets sejr over Senators
Danske Nikolaj Ehlers blev matchvinder, da Winnipeg Jets natten til onsdag fortsatte holdets fine sæsonstart.

Danske Nikolaj Ehlers blev matchvinder, da Winnipeg Jets natten til onsdag fortsatte holdets fine sæsonstart.

Med en scoring i overtiden sikrede Nikolaj Ehlers natten til onsdag dansk tid sit hold, Winnipeg Jets, en 4-3-sejr over Ottawa Senators i NHL, den bedste nordamerikanske ishockeyliga.
Ehlers scoring faldt to minutter og 20 sekunder inde i overtiden, da han udnyttede en fornem frispilning fra Andrew Copp.
Dermed har Jets fået en fin indledning på sæsonen med to sejre efter tre kampe.
Det er anden gang i denne sæson, at Ehlers bidrager med point, efter at han også noterede sig for en assist i Jets' sæsonåbner mod Calgary Flames i sidste uge.
Frans Nielsen og Detroit Red Wings var også i aktion natten til onsdag, da holdet hjemme mødte Columbus Blue Jackets med Oliver Bjorkstrand i truppen.
Danskermødet trak Frans Nielsen sig bedst ud af, da han havde en stav med i Red Wings' scoring til 2-1 i holdets 3-2-sejr.
Nielsen og Bjorkstrand fik henholdsvis ti et halvt og 17 et halvt minut på isen.
I Pittsburgh måtte danske Lars Eller og Washington Capitals se sig slået i overtiden, da Pittsburgh Penguins på hjemmebane sikrede sig en 5-4-sejr efter cirka et minuts overtid.
Lars Eller gav ellers udeholdet en fin start, da han bragte holdet foran fem minutter inde i første periode.
Det var Washingtons andet nederlag i træk i denne sæson. Lars Eller fik i alt 17 et halvt minut på isen.
/ritzau/