Søren Madsen, der i 2000 og 2001 var med til at vinde OL-bronze og VM-sølv, har på ubestemt tid indstillet ro-karrieren.

Roeren Søren Madsen, 26, har definitivt mistet sin plads i guldfireren. »Jeg er ikke inviteret med på holdets kommende træningslejr i Sevilla. Lægerne har netop dikteret mig en minimum fire måneder lang pause,« siger Søren Madsen, der ellers var fast mand i let-vægtsbåden ved OL 2000 og VM 2001, hvor man vandt hhv. bronze og sølv.

Det er en ondartet rygskade, der holder ham udenfor. Af uransagelige årsager er en diskus trykket flad, hvorefter noget væske er flydt ud.

»Jeg undgår heldigvis operation. Indtil videre satser jeg på at holde formen ved lige via intensiv cykletræning. Og går det, som jeg gerne vil, er jeg klar til at gøre comeback i en singlesculler engang til sommer,« siger Søren Madsen.

Før sidste års konkurrencer var han ellers fast mand i guldfireren. Men efter den første World Cup-afdeling i München opstod rygproblemerne. I første omgang håbede træner Bent Jensen, at Søren Madsen kunne blive klar til VM i september ved at holde en kortvarig konkurrencepause. Men han måtte ændre planer, da det viste sig, at Søren Madsens rygproblemer fortsatte.

»Stephan Mølvig, der klarede sig så flot ved VM, har overtaget Sørens plads permanent,« fastslår Bent Jensen, der ærgrer sig over, at han endnu ikke har fundet en kvalificeret reserve:

»Det skal helst ske så hurtigt som muligt. Det nytter jo ikke, at »guldfireren«, i tilfælde af pludselig opstået sygdom blandt roerne, hverken kan træne eller konkurrere. Jeg har tre kvalificerede roere i kikkerten fra letvægtsotteren. Men navnene på trioen forbliver indtil videre en hemmelighed.«

Efter den kommende træningslejr i Sevilla de sidste 14 dage af februar tager guldfireren tilbage til Danmark, inden de midt i marts rejser til Milano for at teste den sø, hvor årets VM løber af stabelen i august.

»I december indgik vi en sponsoraftale med Danfoss. Den løber til udgangen af 2004 og inkluderer muligheden for, at alle på båden - inklusiv mig selv - kan få udbetalt tabt arbejdsfortjeneste, når træning og arbejde kolliderer,« røber Bent Jensen.