Han skulle egentlig bare ind til en helt normal tv-optræden.

Men deltagelsen i en udsendelse hos Sky Sports for to år siden ændrede Kriss Akabusis liv. Faktisk var det med til at redde hans liv. Det fortæller han i et interview med The Sun.

»Jeg har altid blødt meget, siden jeg i starten af 20'erne led af hæmorider. Jeg har ofte blødt bagi,« fortæller han.

Det var en tur som soldat, der var skyld i problemerne for Kriss Akabusi, der havde en stor karriere som løber.

I tre uger ville han ikke gå på toilettet udendørs, og det gav det, han selv beskrev, 'problemer i det område', og blødningerne har været der i tide og utide.

Til at starte med gjorde han ikke noget ved det, men så var han i Sky Sports-studiet med to kvindelige værter.

Her sad de og kiggede i avis-artikler, hvor en af dem handlede om, at mænd er for langsomme til at gå til lægen. Det fik Kriss Akabusi til at fortælle om sit problem, og det fik de to værter til at 'udfordre' ham.

Han skulle gå til lægen, og det skulle ske, inden han besøgte studiet næste gang. For de ville spørge ham til det, og så var han 'fanget' og følte sig på en måde tvunget til at få det gjort.

Det skulle vise sig at være en god ide for den i dag 61-årige brite. For efter at være blevet undersøgt fik han et opkald fra lægen.

Beskeden i den anden ende var hård. Kriss Akabusi havde tarmkræft. Få dage efter lå han på operationsbordet. En tredjedel af tyktarmen blev fjernet, og det samme blev nogle polypper i lysken.

»Tania og Sarah-Jane reddede mit liv. Man begynder at tænke: 'Hvor mange somre får jeg? Hvor mange gange kan jeg lege med mine fire børnebørn?' Nu kan jeg forhåbentlig se dem komme på universitetet. Jeg er meget klar over min dødelighed. Jeg tænker på døden hver dag. Livet er ikke en prøve,« siger Kriss Akabusi til The Sun.

I sin aktive karriere vandt han tre OL-medaljer. To af bronze ved legene i Barcelona i 1992 og en af sølv ved legene i Los Angeles i 1984. Derudover har han tre EM-guldmedaljer og et enkelt verdensmesterskab på sit cv.