Det mest vindende OL-atlet nogensinde, Michael Phelps, har haft det særdeles hårdt under coronakrisen.

Den amerikanske svømmer har i flere år kæmpet med sin mentale sundhed og helbred. Og under isolationen har han været mere presset end før.

Det fortalte han om til Yahoo Lifes event 'Reset Your Mindset' onsdag, hvor flere kendisser åbent fortalte om deres mentale udfordringer.

»Jeg kan sige, at det her har været den sværeste tid at komme igennem for mig. Jeg har været igennem nogle af mine måske mørkeste tider –​ vedvarende mørke tider. De har stået på i uger ad gangen, og det er uhyggeligt,« fortæller han åbent om på en videoforbindelse til eventet.

Michael Phelps på podiet i 2016.
Michael Phelps på podiet i 2016. Foto: GABRIEL BOUYS
Vis mere

Michael Phelps er med 28 OL-medaljer – 23 af dem af guld – den mest dekorerede atlet i de Olympiske Leges historie. Men tiden efter karrierestoppet har været slem.

I 2018 stod Michael Phelps frem og fortalte om sine udfordringer med ADHD og depression, og det gav ham også selvmordstanker, fortæller han nu om.

Han har doneret store millionbeløb til virksomheder, der arbejder for dem, der kæmper med mentale og psykiske problemer.

Noget af det sværeste for Phelps i de seneste uger har været at se, hvordan selvmordsraten blandt redningsfolk og sundhedspersonale har været stigende. Det minder ham om sin egen fortid.

Michael Phepls blev gift med Nicole Johnson kort før OL i 2016. De har tre sønner: Boomer Robert, Beckett Richard og Maverick Nicolas.
Michael Phepls blev gift med Nicole Johnson kort før OL i 2016. De har tre sønner: Boomer Robert, Beckett Richard og Maverick Nicolas. Foto: EDUARDO MUNOZ
Vis mere

»Jeg har selv oplevet, at jeg ikke ønskede at leve længere. Og har mærket den følelse før, og det er skræmmende. Og jeg har tre små drenge her, og jeg vil aldrig undvære en eneste dag. De dage, jeg lider, kigger jeg mod dem, og det er de knægte, der hjælper mig igennem det her,« fortæller Michael Phelps.

Michael Phelps deltog ved sit første OL i 2000, hvor han som 15-årig ikke vandt en medalje, men præsterede flot med en femteplads i 200 meter butterfly.

Siden blev det altså til 28 medaljer fra 2004 i Athen til 2016 i Rio de Janeiro. Størst succes havde han i Beijing, hvor han vandt otte medaljer – alle af guld.

Den dansker, der har vundet flest guldmedaljer i OL gennem tiderne, er sejleren Paul Elvstrøm, som døde i 2016. Han vandt fire OL-guldmedaljer i sin karriere.