Når Susanne Gunnarsson tænker tilbage på sin store karriere, er det ikke kun de i alt 17 medaljer, der rumsterer i hovedet på den tidligere kajakroer.

For livet var ikke kun nemt for hende. Hverdagen bestod af træning, træning og mere træning, samtidig med hun havde to børn.

Noget af en mundfuld, og samtidig kæmpede hun både med sin fysik og i privaten, da karrieren lakkede mod enden. Det fortæller hun til Expressen.

Tiden skal skrues tilbage til år 2000.

Susanne Gunnarsson var begyndt at få smerter i nakken i en sådan grad, at hendes læge kom med hentydninger til, at hun skulle stoppe.

Smerterne kom fra en diskus i nakken og mindede om konstante piskesmæld. Samtidig var hun ved at blive skilt.

»Jeg havde levet i et destruktivt forhold meget længe. Han var 45, og jeg var 23, da vi mødte hinanden. Der var kærlighed først. Men det var også i løbet af de 10 års ægteskab, at jeg mistede mig selv. Den glade og spontane Susanne forsvandt,« fortæller svenskeren, der i 1996 vandt OL-guld i Atlanta.

Karrieren satte sine spor, og hun var nødt til at få behandling for smerterne i nakken. Det fik hun i form af det smertestillende præparat Nobligan. Men ud over at dulme smerten sendte det hende også ud i et misbrug.

»Det vidste jeg ikke, da det startede. Men jeg tog dem dagligt mod smerterne og blev afhængig. Jeg var misbruger. Jeg gik rundt helt bedøvet og halvsovende, samtidig med jeg havde det godt, fordi det fjernede smerten,« fortæller Susanne Gunnarsson.

En veninde blev hendes redning. Veninden, der var sygeplejerske, hældte pillerne ud og tog sig af den tidligere kajakroer, så hun kunne få det bedre.

Noget, der tog nogle år, og Susanne Gunnarsson fortæller, at det især var børnene, der var den helt store inspiration.

Ud over OL-guldmedaljen vandt hun sølv i Los Angeles i 1984 og i Barcelona i 1992. Hun bor i dag i Malmö og har en karriere som coach.