En tur på et surfbræt gik grueligt galt for den tidligere OL-svømmer Brooke Hanson.

Det fortæller hun selv i et opslag på Instagram, hvor hun har delt et billede fra hospitalssengen.

Den tidligere guldvinder forklarer, hvordan hun var på ferie med sin familie, da det gik galt ude på bølgerne.

»Jeg er røget af mit board, og så har mit hoved ramt bunden (under vandet, red.). Jeg tog sikkerhedssnoren af benet, lå på ryggen og råbte bare: 'Hjælp!'« har hun forklaret til 7 News.

På Instagram fortæller hun, hvordan hendes mand Jared, der er brandmand og livredder, var den første på stedet. Han fik hende hurtigt op på brættet, ligesom andre i nærheden var hurtige til at hjælpe hende.

'Alle de mennesker behandlede mig som en med en rygskade, de fik mig væk fra stranden, ud på vejen, og de ventede med mig, til ambulanceredderne kunne tage over, og som et hold fik de mig fra surfbrættet og ind i ambulancen,' skriver hun i det, der også er en stor tak til de mange mennesker, der smed, hvad de havde i hænderne.

Brooke Hanson fortæller, at lægerne efter at have taget røntgenbilleder kunne konstatere, at hun har brud på to nakkehvirvler, og hun har også fået en ledbåndsskade i netop nakken.

Dog er udsigterne heldigvis gode, fortæller Hanson, der ved OL i Athen i 2004 vandt guld i 4 x 100 meter medley og sølv i 100 meter bryst.

Brooke Hanson (tv.) efter medaljeceremoni til OL i Athen i 2004. 
Brooke Hanson (tv.) efter medaljeceremoni til OL i Athen i 2004.  Foto: TIMOTHY A. CLARY
Vis mere

'Jeg er så taknemmelig over, jeg kan gå fra hospitalet vel vidende, jeg har mulighed for at komme mig helt. Tak til min smukke familie og venner for jeres kærlighed og støtte. Nu er det tid til at hvile og hele,' slutter hun.

Den tidligere svømmer har efterfølgende lavet en ny opdatering, hvor hun fortæller, at hun nu er derhjemme og tilbringer tid på langs i en stor lænestol.