Det er en mulighed at udskyde sommerens OL i Tokyo til senere på året.
Sådan lyder det nu fra de japanske arrangører på grund af den raserende coronavirus.
»Kontrakten siger, at Legene skal holdes i 2020. Det kan tolkes, som om det er tilladt med en udskydelse,« lyder det tirsdag fra Japans olympiske minister, Seiko Hashimoto, ifølge Reuters.
Hun understreger dog tirsdag i en spørgetime i det japanske parlament, at landet endnu er fast besluttet på at gennemføre OL, der begynder 24. juli.
»Vi gør alt, vi kan, for at sikre, at legene kan gennemføres som planlagt,« siger Seiko Hashimoto.
Mens de japanske arrangører tolker det som muligt at udskyde OL til senere på året ifølge de kontraktlige regler, kan en total aflysning af OL kun besluttes af den internationale olympiske komitte, IOC.
Forleden åbnede vicepræsidenten for den olympiske komite netop for den mulighed, men kun hvis coronavirussen stadig florerer i maj.
I øjeblikket har 3.100 personer på verdensplan mistet livet til sygdommen, mens over 90.000 er blevet smittet med Covid-19 (heraf seks danskere). Følg B.T.s liveblog om coronavirussens konsekvenser her.

Ifølge de seneste meldinger fra NHK, det nationale tv-selskab i Japan, er antallet af smittede i landet oppe på 980, heriblandt de 706 personer ombord på krydstogtskibet Diamond Princess, hvor fem er døde.
Coronavirusudbruddet har allerede påvirket flere idrætsbegivenheder verden over – og også i Japan, hvor man 'øver sig' på OL.
I weekenden stillede eksempelvis kun 300 op i Tokyo Marathon mod normalt det tidobbelte. Også indbyggerne i byen blev opfordret til at holde sig hjemme i stedet for at stille sig op på ruten som tilskuere.
Covid-19-udbruddet har ligeledes fået spekulationer frem om, at OL til sommer kan gennemføres uanset hvad, men uden tilskuere.
En beslutning om at udskyde – eller helt aflyse – OL har åbenlyse og enorme konsekvenser. Ikke bare har atleter forberedt sig, tilskuere fra hele verden har allerede booket fly og hoteller.
Samtidig har arrangørerne med massive investeringer på omkring 85 milliarder kroner selvfølgelig regnet med at kunne få penge i kassen igen via den øgede turisme, tv-aftaler og lignende.
OL i Tokyo skal efter planen finde sted fra 24. juli til 9. august i år.
Opdateres...

