Den danske skeletonudøver Rasmus Vestergård Johansen vil indfri målsætningen om kvalifikation til det forestående vinter-OL i Norditalien, inden ugen er omme.
Både onsdag og fredag skal den 23-årige aarhusianer i aktion ved World Cup-løb i schweiziske St. Moritz, og bare en enkelt placering i top-15 vil sandsynligvis være nok til at sikre en OL-plads.
Regnestykket er dog lidt komplekst, medgiver han. Derfor fokuserer han på at køre hurtigt i St. Moritz og ikke på at klemme sig ind lige foran udvalgte konkurrenter i OL-jagten.
- Når jeg rammer den lige i røven, så kører jeg i top-10. Det har jeg farten til, og det har jeg starten til. Min målsætning er, at jeg i hvert fald skal være blandt de 13 bedste, og top-10 vil være virkelig fedt.
- Flere har sagt til mig, at jeg med sådan en placering stort set er sikker på at komme til OL, men jeg skal levere helt til det sidste, når jeg ikke sort på hvidt ved præcis, hvor mange point jeg har brug for. Jeg har sindssygt stor respekt for, at det er en olympisk kvalifikation, så jeg må ikke tage noget for givet.
- Det er kedeligt og usexet, men jeg fokuserer bare på at køre hurtigt i hvert eneste løb, så jeg er så langt over kvalifikationsgrænsen, som jeg overhovedet kan være, siger Rasmus Vestergård Johansen.
Indløser han ikke en OL-billet i denne uge, er der en enkelt mulighed mere inden OL-skæringsdatoen.
World Cup-sæsonen afsluttes nemlig i næste uge med en afdeling i tyske Altenberg. Danskeren vil gerne undgå at bide negle til det sidste.
- Det er drømmen for mig, at pladsen allerede bliver sikret i denne her uge. Og hvis ikke, så skal jeg sørge for at have en buffer inden det sidste løb i Altenberg, siger han.
- Jeg er relativt selvsikker, og jeg føler mig godt kørende i øjeblikket, men det er elitesport, og der kan ske uforudsete ting, når man kører 130 kilometer i timen, så jeg vil gerne undgå, at en lille tilfældighed til sidst kan have en stor konsekvens.
Han fornemmer på egne tanker og konkurrenternes handlinger, at sæsonen nærmer sig klimaks.
- Man kan godt mærke, at det spidser til. Folk går rundt med de masker, vi kendte fra corona, hvis de er det mindste syge. Folk er fokuserede på en anden måde, materialet bliver testet på alle måder for lige at finde den sidste fart, og det er bare tegn på, at der er et OL lige om hjørnet, siger han.
Selv om Rasmus Vestergård Johansen er optimistisk før onsdagens løb, har optakten i St. Moritz ikke været helt problemfri.
Ved søndagens træning på den schweiziske bane styrtede han og kurede videre, imens han lå på siden.
- Det er lidt som følelsen efter at være styrtet på cykel - jeg er lidt øm og spændt op nogle steder, hvor jeg ikke lige vidste, jeg havde muskler.
- Det kan da godt gøre mig lidt usikker, men jeg har også en klar forventning om, at jeg ikke er hæmmet, men nok skal finde farten i kurverne, når det gælder, siger aarhusianeren.
Mens onsdagens løb i St. Moritz er et erstatningsløb for sidste uges aflyste løb i Winterberg, har fredagens World Cup-løb også en sidegevinst.
For de europæiske deltagere fungerer løbet også som europamesterskabet, men i et OL-år er det en bikonkurrence.
- Jeg er fokuseret på den olympiske kvalifikation. Vores EM er ikke som en slutrunde i fodbold, hvor klaphatten bliver fundet frem. Det vil være fedt at blive europamester, men alle i feltet har et andet fokus lige nu, siger danskeren.
/ritzau/
