Obama? Ikke velkommen!

Barack Obama får næppe lov at være med i eksklusive Woodmont Country Club, hvis han beslutter sig at ansøge om et medleskab, som det er rygtet, på grund af sine politiske synspunkter. Det skriver New York Post.

Den snart forhenværende præsident for USA, der overlader embeddet til Donald Trump 20. januar, er ikke så populær i den eksklusive golfklub i staten Maryland, ikke så langt fra hovedstaden Washington D.C.

Præsidentens politiske sammenstød med den israelske premiereminister, Benjamin Netanyahu, har ikke ligefrem imponeret de mange jøder, som er tilknyttet golfklubben. Mange mener angiveligt, at Obama fortjener en afvisning, fordi han blandt andet ikke blokerede en anti-israelske afstemning i FN. Ikke velkommen!

Flere i klubben, der blev dannet i 1913, fordi jøder blev nægtet at spille de fleste andre steder, udtaler sig anonymt til den amerikanske avis - en af dem er rasende.

»Kan du lige forestille dig, hvor gal jeg ville være, hvis jeg havde betalt 80.000 dollars for at se på den her fyr (Obama, red.), som har gjort mere skade mod Israel end nogen anden præsident?«

Det gør det næppe bedre for Obama, at udenrigsminister John Kerry holdt dét, der af mange blev betegnet som en fjendtlig tale mod Israel, kort tid efter Obamas passive ageren i FN-regi.

Skulle Obamas medlemsskab blive afvist, kan hans pengepung til gengæld ånde lettet op. Godt nok er der næppe lavvande i kassen efter otte år i præsidentstolen, men med en engangsbetaling på 80.000 dollars (557.000 kroner) samt et årligt medlemsskabsgebyr på 65.000 kroner er det ikke billigt at svinge køllerne i klubben.

Da rygterne om, at Obama kunne tænkes at ansøge om et medlemsskab, først begyndte at florere, udtalte ejeren af klubben, Brian Pizzimenti, at Obama er mere end velkommen. Men noget tyder altså på, at størstedelen af klubbens medlemmer ikke er enige i det synspunkt.