»Det virker meget ejendommeligt og meget dumt.«

Sådan siger tv-eksepert og digital medieanalytiker Claus Bülow Christensen om den tv-krig, der er udbrudt mellem Discovery Networks Danmark og YouSee.

Sidtnævnte har offentliggjort, at de dropper Discovery Networks Danmarks kanaler i sine faste tv-pakker fra årsskiftet.

Det betyder, at YouSees kunder går glip af eksempelvis Kanal 5, 6'eren og Eurosport, hvorfor YouSee-kunder altså mister en portion Superliga-kampe, Europa League og det danske herrelandshold i fodbold.

Det fik så Discovery til at indrykke en annonce på tv og i flere aviser, hvor man langer hårdt ud efter YouSee.

»I tv-historien kan jeg huske, der for en del år siden var nogle voldsomme konfrontationer mellem Viasat og TDC, hvor Viasat var meget konsekvente over for TDC: Så der er et fortilfælde, men ikke noget, der ligner det her,« siger Claus Bülow Christensen til B.T.

Men hvordan er det dog gået så galt, at mere end en million YouSee-kunder kommer til at miste en række tv-programmer, herunder en række Superliga-kampe, Europa League og det danske landshold?

»Det grænser til det absurde, at YouSee tydeligvis ikke har haft en dialog med Discovery om, hvad de gerne ville. YouSee må have fået lave nogle brugeranalyser, der viser, at TV2 og NENTs kanaler vises mest, og Discovery ses mindre, så de måtte tages ud af den gammeldags tv-distribution,,« siger Claus Bülow Christensen, der også noterer sig, at YouSee er røget ind i en decideret shitstorm.

Det er de gamle flow-tv-kunder, der føler sig snydt ved YouSees handling. Og nyheden kom blot dagen efter, at YouSee havde præsenteret en række nye tiltag i form af samarbejde med Nordisk Film og mere egenproduceret materiale.

»I lyset af det er den en katastrofe for YouSee, at de får sådan en konflikt, for der er ingen, der længere kan huske nyheden. Nu ser man kun denne situation for sig,« siger tv-eksperten.

Han forudser, at der kommer en seerflugt fra YouSee, men med udviklingen på tv-markedet i øjeblikket - hvor interessen for streamingtjenester stiger - er det måske ren og skær cost-benefit fra YouSees side.

»For YouSee handler det om at lave mange af de her bonding-aftaler, så man kan få sit Netflix, HBO, TV2 Play og Viaplay pakket ind i YouSees produkt. Hvis kalkylen er, at de må satse mere på det, så kan det være, at de har regnet med, at de kommer til at miste nogle kunder på det her. Men jeg tror ikke, de havde forudset, der kunne komme sådan en regulær shitstorm, eller at Discovery ville reagere så aggressivt.«