Det hele skal afgøres i sæsonens sidste Formel 1-løb i Abu Dhabi efter en ny Lewis Hamilton-sejr søndag.

Det var dramatisk, da Mercedes' Lewis Hamilton lukkede hullet til Max Verstappen i mesterskabsduellen i Formel 1.

Briten tog sin tredje løbssejr i træk, da kørerne søndag aften konkurrerede på den nye Jeddah Corniche Curcuit i Saudi-Arabien.

Flere gange krydsede de to kamphaner klinger i det betydningsfulde grandprix. Mest dramatisk blev det, da Hamilton ramte Red Bull-kørerens bagdæk i et forsøg på at overhale.

De to kørere ligger helt lige i toppen af mesterskabet. Derfor skal det hele afgøres, når kørerne drager mod Abu Dhabi til sæsonens sidste og afgørende grandprix i næste weekend.

Vinder Verstappen mesterskabet, vil det være hans første i karrieren. Hamilton har vundet i alt syv mesterskaber.

Det var til at mærke, at der var meget på spil søndag. De to kamphaner var ved flere lejligheder tæt på at køre hinanden af banen.

Det var først og fremmest muligt, fordi kørerne var nødt til at genstarte løbet hele tre gange efter to røde flag i de indledende runder.

Det første kom, efter at Haas' Mick Schumacher fløj i barrieren. Anden gang efter, hvad der lignede et harmonikasammenstød.

Formula One F1- Saudi Arabian Grand Prix - Jeddah Corniche Circuit, Jeddah, Saudi Arabia - December 5, 2021 Mercedes' Lewis Hamilton is seen as the session is temporarily stopped Pool via REUTERS/Andrej Isakovic
Formula One F1- Saudi Arabian Grand Prix - Jeddah Corniche Circuit, Jeddah, Saudi Arabia - December 5, 2021 Mercedes' Lewis Hamilton is seen as the session is temporarily stopped Pool via REUTERS/Andrej Isakovic Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

Da det så endelig blev sat i gang for alvor, var det med Verstappen i front. Efter løbets tredje start tog han en modig beslutning ved at overhale Hamilton indenom.

Briten pressede på for at komme tættere på. Flere gule flag endte med at blive en stor hjælp, idet han stille og roligt nærmede sig hollænderen i front.

Det blev for alvor tæt efter 37 omgange, hvor Hamilton udnyttede DRS-systemet til at suge sig helt tæt på Verstappen.

Da han var tættest på, bremsede Verstappen op for at overgive pladsen i front til Hamilton, men briten nåede ikke at bremse, og derfor ramte de to hinanden. Det betød, at Hamilton beskadigede sin frontvinge.

Til sidst endte briten dog med at overtage føringen i løbet, hvorefter han kørte sejren i hus.

Alpines' Esteban Ocon var på vej mod en tredjeplads, men Valtteri Bottas fra Mercedes overhalede ham lige før målstregen i Saudi-Arabien. Det var første gang, at et grandprix blev afviklet i landet.

/ritzau/