Han var ude for at hygge sig med vennerne i sommervarmen. Men et udspring gik helt galt for MMA-kæmperen Geir Kåre Nyland.

Nordmanden, der også vandt realityprogrammet 'Norges Tøffeste' i 2013, hoppede 30. maj i vandet i sommervarmen, og her ramte han bunden med hovedet først.

Først forsøgte han selv at svømme i land, men kroppen kunne ikke følge med. Hans venner sprang i vandet og hjalp ham op foran de mange chokerede tilskuere, og han blev hastet til hospitalet.

Her blev det konstateret, at udspringet havde fået grimme konsekvenser, da nordmanden havde flere brud i ryggen. Det skriver Dagbladet.

Det betyder også, at Geir Kåre Nyland, der mandag i sidste uge blev opereret, lige nu er lam fra brystet og ned. En ulykke, der har rystet både sportsverdenen, men også i høj grad MMA-kæmperens familie.

»Da jeg kom ind på hospitalet, var jeg bange. Jeg vidste, at når jeg så ham, ville det hele blive virkeligt. Jeg følte mig helt hjælpeløs. Det var forfærdeligt at se ham, jeg har ikke ord for det. At se en så fantastisk fyr ligge der helt hjælpeløs …« siger hans søster Zekiye Nyland til det norske medie.

Hun var til fødselsdag, da hendes mor ringede med den frygtelige besked. Allerede da hun så sit mors navn i displayet, vidste hun, at noget var galt, fortæller hun.

Sammen med moren kørte hun hele natten, så de kunne være hos Geir Kåre Nyland på hospitalet. Her bliver de på ubestemt tid, understreger storesøsteren, der ikke bruger meget tid på at mærke efter, hvordan hun selv har det. For hun er nødt til at være stærk, fortæller hun.

»Han lever i helvede nu, og hvis jeg skal tænke på, hvordan jeg har det, bryder jeg sammen. Og så vil jeg ikke være til gavn for nogen af dem, der har brug for mig lige nu,« siger Zekiye Nyland.

Hun har i et opslag på Instagram delt nogle billeder, der viser MMA-kæmperen i en hospitalsseng. B.T. har fået lov til at dele opslaget, som kan ses i bunden af artiklen.

'Lillebror, jeg ved, du er bange. Det er jeg også. Aldrig har jeg været så bange, aldrig har jeg følt mig så hjælpeløs. Ingenting er sikkert. Det eneste, der er sikkert, 'GK', er, at denne kamp skal du ikke kæmpe alene. Du har den bedste hær med dig for at vinde, og jeg skal nok passe på dig, fordi jeg er din storesøster,' skriver hun.

Efter ulykken er der startet en indsamling for Geir Kåre Nyland, der også er far, og hans kamp for at komme så godt tilbage til livet som muligt.

'Da 'GK' lever af at bruge sin krop, har denne ulykke sat en brat stopper for indtægten, og han vil nok aldrig få muligheden for at leve af det, han elsker allermest,' lyder det hos Spleis, der står for indsamlingen.

Indtil videre er der indsamlet knap 1,3 millioner norske kroner, svarende til cirka 954.000 danske kroner.