Magnus Carlsen har spillet 111 partier i træk uden at tabe i langtidsskak. Remis sikrede rekorden.

Skakfænomenet Magnus Carlsen fortsætter med at imponere, og tirsdag har han sat en opsigtsvækkende rekord.

Med en remis mod det hollandske hjemmebanehåb Jorden van Foreest ved en turnering i Wijk aan Zee forlængede nordmanden sin stime af ubesejrede partier i langtidsskak til 111. En så lang stime uden nederlag har ingen tidligere præsteret.

Man skal tilbage til 31. juli 2018 for at finde Carlsens seneste nederlag i langtidsskak, skriver det norske nyhedsbureau NTB. Dengang tabte han til Shakhriyar Mamedyarov.

I 2005 gik Sergei Tiviakov gennem 110 partier uden nederlag.

Tiviakovs stime indeholdt dog flere kampe mod spillere på et lavt niveau, og i skakkredse er det en udbredt holdning, at Carlsen allerede satte rekorden, da han sidste år nåede op på 101 partier i træk uden nederlag.

Nordmanden mener selv, at hans stime kun er på 109 kampe, da han ikke tæller to kampe mod mindre profilerede norske holdkammerater med i stimen.

- Min stime mod elitespillere er på 109 partier, og mod gode spillere er den 111. Begge dele er rekord, og jeg er meget glad, siger Carlsen ifølge NTB i et interview med turneringsarrangøren i Holland.

Han skal forsøge at forlænge stimen igen torsdag, og i alt mangler han at spille ni partier i turneringen. Onsdagens hviledag skal han bruge på at spille fodbold.

I slutningen af december vandt han VM i hurtigskak og VM i lynskak. Desuden har han været verdensmester i langtidsskak siden 2013.

/ritzau/