Briten Lando Norris har taget teten i kampen om dette års Formel 1-mesterskab.

Sent søndag dansk tid triumferede McLaren-køreren overbevisende i Mexico City, og samtidig snuppede han den samlede førsteplads fra teamkammeraten Oscar Piastri.

Ferraris Charles Leclerc blev nummer to, mens Red Bulls Max Verstappen fuldendte podiet.

Piastri sluttede som nummer fem, og det betyder, at Norris fører stillingen med 357 point, mens Piastri har 356. Verstappen er treer med 321.

Starten var kaotisk, men Norris holdt sin førsteplads fra pole position, selv om fire racere nærmest lå side om side i første sving.

Verstappen måtte køre ud af banen, inden han igen sluttede sig til feltet.

Længere nede fik Piastri en skidt start ud over sin dårlige startposition og faldt to pladser tilbage til en niendeplads.

De to Ferrarier med Charles Leclerc og Lewis Hamilton var de nærmeste til at presse Norris, som dog øgede stille og roligt i fronten. Siden dumpede Hamilton dog tilbage i feltet.

Verstappen var også nede at vende længere tilbage i feltet, men kørte sig op på en tredjeplads.

Han blev femmer i kvalifikationen og udtrykte ikke den store optimisme før søndagens grandprix.

Alligevel fik han vist sin gode form frem, som har været med til at bringe ham tilbage i kampen om årets titel.

Sejren var der aldrig tvivl om, men Verstappen og Piastris jagt på at vinde placeringer til det allersidste, gjorde det til en godt løb.

Piastri skulle bruge en fjerdeplads for at holde sin samlede føring, og han var under et sekund fra en overhaling på sidste omgang, men kom ikke forbi briten Ollie Bearman (Haas), der blev firer. Blandt andet på grund af en virtuel safety car i slutfasen.

Der resterer fire grandprixer samt to sprintløb i sæsonen. Næste stop er São Paulo om to uger.

/ritzau/