Norske Henrik Kristoffersen vandt VM-guld i storslalom, da han sejrede foran Marcel Hirscher i svenske Åre.

Det blev norsk triumf, da Henrik Kristoffersen fredag vandt VM-guld i storslalom foran favoritten Marcel Hirscher.

Henrik Kristoffersen vandt med tiden 2 minutter og 20,24 sekunder efter de to gennemløb, og han var dermed 0,20 sekunder hurtigere end Hirscher, der fik sølvmedalje.

På tredjepladsen sluttede franske Alexis Pinturault, der var i spidsen efter første gennemløb.

Her lå Henrik Kristoffersen på tredjepladsen efter Hirscher.

Den 29-årige østriger var favorit til at genvinde sit VM-guld, men han fik en skidt optakt, da han lå syg i dagene op til fredagens løb i svenske Åre.

Det forhindrede dog ikke skifænomenet i at stille op og også yde behørig modstand, men det lykkedes ikke Hirscher at sikre sig sin syvende VM-guldmedalje i karrieren.

Det er 24-årige Henrik Kristoffersens første VM-guldmedalje, efter at han fik sølv i samme disciplin ved OL i Pyeongchang i 2018.

- Det var på tide, at jeg vandt den medalje. Det er fantastisk, for jeg har ikke vundet et løb i storslalom siden 2015, siger Henrik Kristoffersen ifølge AFP.

I 2014 blev nordmanden den yngste medaljevinder nogensinde hos mændene, da han hentede OL-bronze som 19-årig i slalom.

Han forklarede efter VM-guldet om vejen til at vinde igen i storslalom:

- Træn og gør de rigtige ting for dig selv og bliv en bedre skiløber.

Danske Casper Næsted Dyrbye deltog også i VM-løbet. Han blev noteret for en plads som nummer 45 med tiden 2 minutter og 39,86 sekunder.

/ritzau/