For første gang i 12 år skal et nordkoreansk fodboldhold konkurrere i nabolandet Sydkorea.

Det sker, når kvindeholdet Naegohyang Woman's FC skal møde sydkoreanske Suwon FC Women den 20. maj.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Kampen bliver samtidig en mulighed for "at etablere en basal kommunikationskanal" mellem Nordkorea og Sydkorea.

Det mener ekspert i Nordkorea, Lim Eul-chul, der er ansat ved Kyungnam Universitet i Sydkorea.

- Det kunne være en mulighed for at teste fredelig sameksistens, siger han til AFP.

Nordkorea invaderede Sydkorea i 1950 og startede Koreakrigen.

I 1953 indgik de to lande en våbenhvile. Våbenhvilen har dog aldrig ført en reel fredsaftale med sig.

Sidste gang, et nordkoreansk kvindefodboldhold spillede i Sydkorea, var i 2014, da det nordkoreanske landshold deltog ved Asian Games - som er blandt de største multisportsbegivenheder efter OL - i byen Incheon.

Kampen mellem Naegohyang og Suwon bliver samtidig første gang siden 2018, at et nordkoreansk sportshold rejser til Sydkorea, ifølge AFP.

Denne gang gælder det semifinalen i den asiatiske Champions League.

Besøget i Sydkorea indbefatter 27 spillere og 12 stabsmedlemmer, oplyser Seouls ministerium for genforening.

Kampens vinder skal spille finale i Asiens bedste kvindeklubturnering, hvor de møder enten Australiens Melbourne City eller Japans Tokyo Verdy Beleza.

Finalen spilles ved Suwon Sports Complex, der er beliggende syd for hovedstaden Seoul den 23. maj.

/ritzau/