Er der noget sportsmærket, Nike kan, så er det at lave reklamer, der bliver på folks nethinde.

Se bare denne fra 2018, der fik præsident Donald Trump til at lave et hånligt tweet.

Nu har tøjgiganten gjort det igen og får masser af anerkendende ord med på vejen på de sociale medier.

Reklamen hedder 'You Can’t Stop Us' og er en hyldest til vores alle sammens forskelligheder.

I videoen er billedet delt op i to og viser en masse kærlighed hos sportsfolk og fans på tværs af sportsgrene, farver, kultur, lande med mere, og stemmen bag fortællingen i reklamen tilhører den amerikanske stjernespiller Megan Rapinoe.

Du kan se reklamen øverst i artiklen, hvor verdenskendte sportsfolk som Serena Williams, LeBron James, Cristiano Ronaldo og Naomi Osaka viser sig frem.

På Twitter får den nye video særdeles rosende ord med på vejen, blandt andet:

  • Helt ærligt, jeg ser den Nike-reklame igen og igen. Hvordan kan de være så gode?
  • Den bør vinde prisen som bedste reklame.
  • Hvis du ikke har set den nye Nike-reklame, så gør det med det samme.
  • Der burde skrives en bog med baggrund i den reklame fra Nike.

Men det er dog ikke kun medvind, Nike har.

Således kom sportsgiganten i modvind i marts, da den australske tænketank The Australian Strategic Policy Institute (ASPI) kunne fortælle historien om forfærdelige arbejdsforhold for dem, der producerer Nike og andre store mærkers tøj i Kina.

Dailysabah.com skriver, at flere end 80.000 uighurere, der er en folkemængde i mindretal i Kina, blev tvunget til at arbejde på fabrikker i Kina, der producerer 83 mærkevarer, heriblandt Nike.

Ifølge mediet bliver disse mennesker også forbudt at dyrke deres religion, ligesom de skal lære sproget mandarin.