Nike involverer sig nu i racismedebatten i USA, der er eksploderet, efter den 46-årige George Floyd i sidste uge døde i politiets varetægt i Minneapolis.

Det sker med en reklamefilm, som den amerikanske sportstøjsgigant indleder med teksten ‘For Once Don’t Do It’.

Og det er ganske opsigtsvækkende, da det strider direkte imod Nikes verdenskendte slogan ‘Just Do It’.

De tre ord har - sammen med swoosh-logoet - været Nikes kendetegn siden 1988, men det ændrer sig altså nu. I hvert fald for en kort bemærkning. Herunder kan du se hele reklamefilmen.

Reklamens budskab er, at man skal engagere sig og være med til at slå racismen ned.

»Lad være med at lade, som om der ikke er et problem i USA. Lad være med at vende ryggen til racisme. Lad være med at acceptere, at uskyldige liv bliver taget fra os,« står der blandt andet i teksten i reklamefilmen, der er blevet delt flittigt på de sociale medier.

Og Nike har fået støtte fra en uventet kant på netop de sociale medier.

Tyske Adidas, der er Nikes største konkurrent, har delt filmen på Twitter, hvilket har fået amerikanerne til at svare med en hjerte-emoji - det er ikke just den slags, man er vant til at se mellem de to store rivaler.

Den seneste uge har været præget af voldsomme racerelaterede uroligheder i USA, og flere beskriver situationen som den værste siden mordet på Martin Luther King i 1968.

Der er blevet brændt biler af, smadret ruder og været adskillige voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter. I flere byer der blevet indført udgangsforbud, ligesom Nationalgarden er blevet indsat for at hjælp politiet.

Årsagen skal findes i en situation fra Minnesota, hvor 46-årige George Floyd døde under en brutal anholdelse 25. maj.

Afroamerikanske George Floyd døde, efter en betjent havde presset sit knæ mod Floyds hals i flere minutter i forbindelse med en anholdelse.

En politibetjent i Minneapolis, Minnesota, knæler på George Floyds hals. Ikke længe efter mister Floyd bevidstheden og senere livet.
En politibetjent i Minneapolis, Minnesota, knæler på George Floyds hals. Ikke længe efter mister Floyd bevidstheden og senere livet. Foto: DARNELLA FRAZIER
Vis mere

Situationen blev filmet, og her kan man høre, at Floyd flere gange siger, at han ikke kan få luft.

Kort efter Floyds død blev de fire betjente, der var involveret i anholdelsen, fyret.

Siden er Derek Chauvin - betjenten, der pressede knæet mod George Floyds hals - blevet anholdt og sigtet for drab og uagtsomt manddrab.