Berlin er søndag vært for sin første NFL-kamp nogensinde, når Atlanta Falcons og Indianapolis Colts mødes på Olympiastadion.
Spoler man tiden 89 år tilbage, blev der skrevet et noget større kapitel i sportshistorien samme sted.
Her vandt Jesse Owens fire guldmedaljer for øjnene af Nazitysklands diktator, Adolf Hitler. Den begivenhed har Falcons-træner Raheem Morris markeret op til kampen.
- Jeg viser dem (spillerne, red.) en lille video, siger han ifølge NFL Network på pressemødet op til kampen.
- Vi har sat noget sammen for at vise dem lidt af historien, så de være stolte af Jesse Owens, hvad han var i stand til at opnå, og hvor dominerende han var. Mange glemmer de æraer, forklarer Morris.
Hitler beordrede opførelsen af Olympiastadion, som blev brugt til de olympiske lege i 1936, hvor hans drøm var at fremvise en arisk sejr for de nazistiske værter.
Men Jesse Owens og 17 andre sorte atleter fra USA ændrede narrativet med deres i alt 14 medaljer. Owens vandt selv guld på 100 meter, 200 meter, 4 x 100 meter og i længdespring.
- Han startede det hele for mange afrikansk-amerikanske atleter, så det, at han gjorde det på det stadion, og at vi skal spille der, er ret sejt, siger Falcons-stjernen Bijan Robinson.
I 2022 valgte verdens stærkeste liga inden for amerikansk fodbold første gang Tyskland som vært for en kamp. Indtil videre har der været spillet kampe i München og Frankfurt.
Kampen mellem Atlanta Falcons og Indianapolis Colts spilles søndag klokken 15.30 i den tyske hovedstad.
/ritzau/
