NFL-stjerne får afslag på prøveløsladelse efter dødsulykke: Skal blive bag tremmer
Henry Ruggs bliver fortsat bag tremmer, efter han torsdag fik afslag på sin prøveløsladelse.

Henry Ruggs bliver fortsat bag tremmer, efter han torsdag fik afslag på sin prøveløsladelse.

Den tidligere amerikanske NFL-spiller Henry Ruggs vil ikke komme ud af fængslet i den nærmeste fremtid, da han torsdag fik afslag på sin prøveløsladelse.
Den tidligere Raiders-stjernespiller afsoner netop 10 år bag tremmer efter en voldsom trafikulykke tilbage i 2021, hvor han dræbte en uskyldig kvinde i trafikken, da han kørte 250 kilometer i timen.
Det skriver TMZ.
Henry Ruggs erklærede sig skyldig i spirituskørsel og uagtsomt manddrab og fik den 10 år lange straf i 2023.

Ruggs mødte op til en høring om mulighed for prøveløsladelse tilbage i maj, hvor hans forsvarer roste atletens tid i fængslet, som advokaten hævdede, at han havde brugt på at undervise de andre indsatte i konditionstræning og dele sin historie.
Henry Ruggs har også taget sig en uddannelse under sin afsoning i Nevada Correctional Center, der fortsat skal være hans hjem efter afslaget på prøveløsladelsen.

Han var en af sportens hurtigste spillere og havde udsigter til en beundringsværdig karriere i NFL.
Men det hele sluttede, før det rigtigt var begyndt – da han kun var 22 år gammel.
Efter dødsulykken, hvor en 23-årig kvinde blev dræbt, fyrede NFL-klubben Las Vegas Raiders Henry Ruggs.

Den fatale ulykke fandt sted i Las Vegas Valley, hvor den unge stjerne sad bag rattet i en Chevrolet Corvette, der kørte galt og ramte en anden bil.
Den 23-årige kvinde sad ifølge politiet fast i bilen og var ikke i stand til at komme ud, før flammerne opslugte den. Hun blev erklæret død på stedet.