Er græsset på Maracanã i Rio de Janeiro egnet til en kamp mellem to NFL-hold?

Det spørgsmål har været debatteret flittigt op til søndagens møde mellem Dallas Cowboys og Baltimore Ravens i verdens største liga for amerikansk fodbold.

Spillerforeningen NFLPA har været bekymret for banen, efter at flere brasilianske fodboldspillere i sidste uge kritiserede græssets beskaffenhed.

En af årsagerne til det glatte underlag er, at det over de seneste seks uger har regnet heftigt over den brasilianske storby.

Ifølge administrerende direktør i foreningen JC Tretter har banen haft brug for en kærlig hånd.

- Bekymringen før denne uge var, at banen ville være løs, plettet og føre til, at spillerne glider. Sådan nogle forhold handler generelt mere om, hvor egnet banen er at spille på, end om risiko for store skader, siger den tidligere Cleveland Browns-spiller ifølge Reuters.

- Men sikkerhed er ikke det eneste parameter. Spillerne skal også være i stand til at præstere på det niveau, som både de og fansene forventer.

Spillerforeningens eksperter har anmodet ligaen om at gøre noget ved problemerne, og ugen er blevet brugt på at gøre banen mere spilbar.

Situationen har samtidig åbnet debatten om NFL's ekspansion til nye lande. Ligaen har spillet en kamp i Brasilien de seneste to år, og særligt i 2024 gav forholdene anledning til kritik.

I opgøret mellem Philadelphia Eagles og Green Bay Packers i São Paulo havde spillerne dengang svært ved at blive stående på benene.

Det havde arrangørerne tilsyneladende lært af sidste år, hvor banen langtfra var et lige så stort samtaleemne i kampen mellem Los Angeles Chargers og Kansas City Chiefs.

- NFL har gjort det klart, at man gerne vil fortsætte med at vokse internationalt. Men vækst må ikke stå alene.

- Målet skal være at udvikle spillet med de standarder, vores spillere fortjener. Kan de ikke det, skal de træffe nogle andre beslutninger, siger JC Tretter.

NFL er ikke selv i tvivl om, at banen er god nok til kampen, der sparkes i gang søndag klokken 22.25 dansk tid.

RITZAU