AJ McCarron havde et valg.

Han kunne tage pengene og sidde på bænken. Eller han kunne tjene langt, langt mindre og spille fast, så hans søn kunne se ham i aktion.

Og sådan blev det. Fra en årsløn i NFL på fire millioner dollar - 28 millioner kroner - i sin sidste sæson til at tjene 60.000 dollar - 421.000 kroner - i den mindre liga XFL.

En liga, der er ejet af blandt andre Dwayne 'The Rock' Johnson, der også har hyldet McCarrons beslutning.

»Min seksårig elsker at se video af mig på YouTube. Det er en af de store grunde til, at jeg kom tilbage på den her måde,« siger han til St. Louis Post-Dispatch.

»Jeg kunne nok have prøvet at komme til at spille for endnu et NFL-hold og tjent større penge, men ingen ved, hvad fremtiden bringer. Jeg nyder det nu, og det er en fantastisk måde at skabe minder for mig og drengene,« siger han videre.

Quarterbacken har spillet for fem NFL-hold i sin karriere.

Cincinatti Bengals, Buffalo Bills, Oakland Raiders, Houston Texans og senest Atlanta Falcons.

Nu spiller han så for St. Louis BattleHawks med stor succes.